5 gode råd til huset inden vinteren

Det går hastigt mod den kolde årstid, og der er et par ting, som er rigtig gode at tjekke inden vinteren. Og så skal brændet opbevares rigtigt, og der skal spares på varmen både for miljøets og økonomiens skyld.

1. Tør ikke brænde i kælderen

Et tørt skur er det mest optimale sted at tørre brænde. Her kan du stable det, som du vil, uden at det har nogen konsekvenser for brændet. 

Derimod er det en dårlig idé at tørre vådt brænde i din kælder. Lægger du vådt brænde op ad en kældervæg, risikerer du skimmelsvamp.

Man kan også sagtens opbevare brænde udenfor og få det til at tørre der. Det vigtigste er, at der kommer tilstrækkelig med luft omkring brændet, da det er luften, der er med til at tørre brændet, og jo flere flader uden bark, jo nemmere vil vandet fordampe.

Når træ fældes, indeholder det typisk 50 % vand, men for at få at få optimalt pejsebrænde skal fugtigheden i træet ned på ca. 18 procent.

2. Er din hulmursisolering god nok?

Selv om dit hus blev hulmursisoleret for år tilbage, kan det stadig være utæt. Isoleringen kan med tiden falde sammen, den kan have fået fugt, eller der kan være såkaldte kuldebroer i muren. Og det kan gøre huset koldt og varmeregningen høj.

For at tjekke, om din hulmursisolering er god nok, og hvor den evt. ikke fungerer, er det smarteste at få taget billeder af dit hus med et termografikamera. Et termografikamera registrerer infrarød stråling og viser, hvor der slipper varme ud af huset, ved hjælp af farver.

 – Det er en god idé at få en fagperson, der ved noget om termografi  til at tage billederne. Prisen for termografering varierer fra 1.000 kr. til  7.000 kr., alt efter kvaliteten af målingen, siger Jeanette S. Mikkelsen  fra Bolius.

3. Spar på varmen

Mange tror fejlagtigt, at temperaturen i  varmtvandsbeholderen skal være høj for at nedsætte risikoen for bakterier som fx legionella. Men ud over at en høj temperatur giver et større varmetab – da der er større forskel på varmen i vandet og omgivelserne – giver det flere kalkaflejringer i rørene og forøget risiko for bakterievækst. En vandtemperatur på over 55° kan nemlig skabe “biofilm”, noget slimet stads, der aflejrer sig i rørene og giver grobund for bl.a. legionella. 

En temperatur på 55 ° i varmtvandsbeholderen og 50° ude ved vandhanen er derimod nok til at holde legionella og andre bakterier nede, og vandet er fortsat fint varmt
til opvasken. 

4. Tjek taget før den første storm 

Det er altid godt at være på forkant med den første efterårsstorm. Hvornår har du fx sidst kigget til taget på dit hus? Sørg for, at antenne, parabol, vindskeder, sternbrædder og tagsten sidder ordentligt fast. Kan du ikke efterse taget indvendigt, så kig på taget og se, om alle sten eller plader ligger på linje. Er det ikke tilfældet, er plader eller sten sikkert gået løs og skal skiftes eller fastgøres. Det kan en tømrer eller en murer hjælpe dig med. 

Med storm følger ofte regn. Så kontrollér, at alle nedløbsrør sidder ordentlig fast. Fjern også blade og skidt fra tagrender og nedløbsbrønde. 

5. Tjek sålbænken

Sålbænken er den lange skrå plade, der sidder under vinduet og leder vandet væk fra din husfacade. Den er det mest udsatte sted på murværket.

– Hvis en sålbænk får revner, risikerer du at få fugt ned i murværket, hvilket om vinteren kan føre til frostsprængninger. Ved frostsprængninger skal de ødelagte sten skiftes, siger fagekspert i Bolius, Jeanette Standly Mikkelsen 

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler