Brændet i brændeovnen skal brænde lystigt og klart, og endelig ikke bare ligge og ulme. Det betyder, at din ovn ikke må være for stor, for så får I det hurtigt for varmt. For at få fut nok på, skal brændestykkerne ikke være for store (diameteren skal kun være på størrelse med en almindelig sodavandsflaske), og så skal der luft til.
Det er luften, der sikrer den rette forbrænding
Luft er alfa og omega for at sikre den rette forbrænding, så skorstenen skal være dimensioneret til din størrelse ovn, da det er skorstenen, der sørger for at trække luften ind.
Forlæng skorstenen, hvis der ikke er træk nok
Skorstene af metal kan som regel forlænges, hvis de ikke giver træk nok, og andre skorstene kan evt. forsynes med en motor, der hjælper skorstenen med at give det rette træk. Det kan skorstensfejeren og forhandleren hjælpe dig med.
Vigtigt, hvis du bor i et nyt hus
Bor du i et helt nyt hus, kan det være konstrueret så tæt, at du ligefrem er nødt til at sikre brændeovnen ekstra ilttilførsel. Det har skorstensproducenter rådet bod på ved at konstruere skorstene med seperat ilttilførsel til brændeovnen.
Brændet skal væære rent ellers soder det
Og husk endelig kun at fyre op med rent og tørt brænde. Bruger du affaldstræ, der er behandlet med maling eller trykimprægnering, sætter du både dit eget og andres liv på spil. Det oser og soder din ovn og skorsten til, så det kan ende i en skorstensbrand, og det bombarderer dine naboer med farlige partikler og gifte.
Læs også: Rengøring af brændeovn – vedligeholdelse af pejs og ildsted
Luft, rent træ sikrer et godt naboskab
Så rent, tørt træ i forholdsvis små stykker, og giv det masser af luft, så udnytter du brændet bedst, sikrer et godt naboskab og lang levetid til din ovn og skorsten.