Fugtighedsmåler fortæller om brændet er tørt

En elektronisk fugtighedsmåler kan hjælpe dig med at finde ud af om dit brænde er tørt nok til at komme ind i brændeovnen. Men en test af otte fugtighedsmåler viser, at du skal være meget omhyggelig, når du bruger den for at få et resultat, du kan stole på. Den mest effektive måde at tørre brændet på er at få brændet i læ for regn og vind så snart det er flækket.

Brændet må have et vandindhold på 18 procent

Brændet skal være så tørt, at det har et vandindhold på cirka 18 procent tilbage, lyder anbefalingen fra Miljøstyrelsen. Vil du sikre dig, at du ikke smider vådt træ i brændeovnen, kan du finde hjælp i de små elektroniske fugtighedsmålere, der de seneste par år er dukket op i handlen.

Fugtighedsmåler – sådan gør du

Du skal være meget omhyggelig, når du bruger fugtighedsmålerne for at få et resultat, du kan stole på.

Fremgangsmåde:

  1. Mål på flere brændestykker. Du kan ikke stole på én måling.
  2. Flæk hvert enkelt brændestykke og mål vandindholdet på den friske flade.

Kilde: Center for Skov og Landskab, Københavns Universitet, der har testet 8 forskellige fugtighedsmålere. Kun 7 fungerede efter hensigten.

Læs her hvorfor du skal eje en fugtmåler.

Fugtighedsmålere svinger meget i pris

De 8 testede fugtighedsmålere er fra følgende mærker: Droppen og Rawling, Wood Checker, Timber Test, Morsø, Moistec, Gann, Damp Detector og Extech – sidstnævnte dumpede. Priserne på fugtighedsmålerne svinger mellem 70 og 4.000 kr. og kan købes på nettet eller i byggemarkeder. Overordnet er der en sammenhæng mellem pris og kvalitet, men selv de billigste kan være til en vis hjælp.

Brænde skal i tørvejr med det samme

Brænde tørrer hurtigst under et halvtag, hvor det er i ly for regn og sne, og jo hurtigere du får det ind under halvtaget, jo hurtigere tørrer det. En undersøgelse fra Center for Skov og Landskab, Københavns Universitet, viser, at vandindholdet i brænde styrtdykker de første 50 dage efter det blevet savet ud i den ønskede længde og flækket, hvis det ligger under halvtag.

Brænde fra grantræer tørrer hurtigst

Gran tørrer hurtigere end andre træsorter, så hvis du har brænde af gran, der er skovet før midsommer, kan det faktisk godt nå at blive tørt nok til, at du kan fyre med det følgende efterår. Bøg, eg og ahorn kræver som regel halvandet år under halvtag for at blive tørt nok

Læs også: Sådan får du styr på luftfugtigheden i dit hus

Brændeovnen skal kun fyres op med tørt brænde

Det er nemmere at tænde op i brændeovnen med tørt brænde – og så er det først og fremmest meget mere miljøvenligt. Temperaturen i brændeovnen skal op på 700 grader eller mere, når du fyrer op, så forbrændingen bliver så ren som muligt og røgen fra skorstenen bliver næsten usynlig.

Vådt brænde skader miljøet

Er brændet for vådt, kommer temperaturen aldrig så højt op, da fordampningen af vandet stjæler varmen, og dampen fortrænger den luft, der skal bruges til forbrændingen. Resultatet er en røg, der er fuld af skadelige stoffer, som tjære og sod. Når du køber brænde, kan du ikke vide, hvor tørt det er. Tør derfor brændet, inden du fyrer med det. Du kan også bruge en elektronisk fugtighedsmåler til at måle, hvor tørt brændet er blevet.

Undersøgelsen af, hvor hurtigt brænde tørrer er støttet af Gluds Legat.

Læs hele testen af fugtighedsmålerne her.

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler