Miljørigtige ovne

Brændeovnene har gennem de seneste år fået skyld for at svine rigtigt meget ude på de ellers stille og fredelige villaveje. Derfor ville miljøministeren gribe ind


Forhandler: Aduro, tlf. 70 27 47 03Der skulle laves en mærkning, der sikrede, at forbrugerne købte en brændeovn, der levede op til meget skrappe miljøkrav, og de danske producenter bakkede op om kravet.

Under forløbet fandt ministeriet ud af, at Danmark ikke kunne lave specielt skrappe krav til brændeovne, da dette område er reguleret af EU, og her har Tyskland foreløbigt blokeret for at stramme miljøkravene.

Det betyder, at der i dag er en række forskellige mærker, man skal kigge efter, når man er ude at kigge på ny brændeovn. Der er DS/EN 13240, DS, DSPlus og Svanemærket.

Gode danske ovne
Det kan lyde forvirrende, men generelt kan man sige, at køber man brændeovne fra de større danske virksomheder, så får man en fremragende ovn, der ikke forurener, hvis man følger de basale regler for optænding og drift af brændeovnen.

Det er frivilligt for producenterne at lade deres brændeovne mærke med et af de ovennævnte mærker, men de fleste gør det. DS/EN 13240 er den fælles europæiske standard, DS er lidt skrappere, mens DS Plus og Svanemærket er de to mærker, der stiller de skrappeste krav. Regeringen lægger i øvrigt op til, at man til næste år kan få et tilskud på op til 3.000 kroner, hvis man skifter den gamle brændeovn ud med en ny.

Fyr ikke over
Mange fyrer over om natten. Det vil sige, at de skruer ned for lufttilførslen, så brændet ulmer natten igennem uden at brænde med flammer.

Det er noget af det værste, man kan gøre, og unødigt er det også, siger både producenter og miljøeksperter. Det giver ingen varme, og det sviner.

Der sker det, at gasserne i træet ikke bliver brændt fuldstændigt, men nogle af dem sendes ud gennem skorstenen til gene for hele kvarteret. Tjek udenfor; hvis du synes, det lugter skidt, så gør din nabo sikkert også. Fyring med et minimum af luft er også den sikre vej til et tilsodet røgrør og skorsten.

Sådan fyrer du
De mest basale råd til ejere af brændeovne lyder på, at man først og fremmest skal bruge rent og tørt træ, skal lægge lidt brænde på ad gangen, der skal tilføres godt med luft, og så skal man gå udenfor og tjekke, hvad der kommer ud af skorstenen.

Træet skal være rent kløvet træ, der har ligget til tørre i et til to år og dermed er kommet ned på et vandindhold på 18-20 pct.

Det er vigtigt, at man ikke regulerer ovnens ydelse ved at skrue ned for luften. I stedet skal man sørge for, at man ikke køber en ovn, der er for stor og så regulere ved at skære ned på brændemængden. Luften er vigtig for at sikre en ren og fuldstændig forbrænding af træet, og her har producenterne virkelig været i gang med produktudviklingen for at gøre det nemmere for forbrugerne at fyre ordentligt.

Endelig kan man ved selvsyn tjekke ude ved skorstenen, når man har gang i brændeovnen. Kommer der synlig røg ud af den, så er der noget galt, og man skal tjekke brændet, mængden af brænde eller lufttilførslen.

Og husk: Brænd ikke affald af nogen art eller træ, der er trykimprægneret eller behandlet med maling eller træbeskyttelse!

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler