Omkring 13 procent af elektriciteten i de danske husstande går til madlavning. Det svarer stort set til den mængde strøm, vi bruger til belysning. Du har uden tvivl øvet dig i at slukke alt unødvendigt lys det sidste par måneder, så nu er det tid til at få has på strømspildet i køkkenet.
Alternativ tilberedning
Køkkenets største strømslugere er ovnen og kogepladerne, så derfor gælder det om at vælge de mindre køkkenmaskiner, når du kan. Og det kan du oftere, end du måske lige regner med. I ovnen varmer du typisk hele 70 liter luft op.
Brødrister
Brødristeren bruger meget mindre el og kan sagtens klare at opvarme pitabrød, tortillas og endda pizzastykker. Lad frossent bagværk tø op i køleskabet først, for så forkorter du tilberedningstiden og sparer samtidig strøm i køleskabet.
Airfryer
Pommes frites, fiskefileter, kylling og andre især frosne varer, som du ellers ville stege i ovnen, kan tilberedes hurtigere i en airfryer.
De største modeller har en volumen på 4-5 liter, men det er stadig et væsentlig mindre rum, der skal varmes op, og det kan mærkes på elforbruget. Der findes endda modeller, der også kan bage brød.
Mikroovn
80’ernes vidunder, mikroovnen, kan mere end bare at lave popcorn. Hvis du skal koge et par kartofler, lave risengrød eller lune rødkålen til juleanden, er det langt hurtigere og mere energismart at bruge mikroovnen end en gryde på kogepladen, også hvis du må dele maden op i flere mindre portioner.
Elkedel
Faktisk er kogepladen også den mindst effektive løsning, når du skal koge vand. Det kan langt bedre betale sig at bringe vandet i kog i elkedlen og så hælde det over i gryden til pasta eller kartofler.
Skal du koge grøntsager som blomkål, er det nok at hælde kogende vand fra elkedlen over kålen i en skål og lade den stå, til den er mør. Men husk kun at koge den mængde vand, du har brug for. Så er elkedlen også mere energieffektiv end en hane med kogende vand.
Effekt, tilberedningstid og brugsfrekvens
I nogle tilfælde virker det helt logisk, hvilken apparattype der er mest energivenlig.
En flad brødrister skal være tændt i længere tid end en mere lukket model, og den har et stort varmetab.
En stor røremaskine med kraftig motor bruger cirka dobbelt så meget strøm som den mere ydmyge håndmixer, hvis de kører lige længe. Men tænk på, at en maskine med flere muskler tit klarer opgaven hurtigere.
Selvom nye apparater som hovedregel bruger mindre el end en tilsvarende ældre model, kan besparelsen blive ædt op, hvis du investerer i en kraftigere udgave med en kapacitet, der overstiger dit behov.
Når vi opgraderer elektronik som computerskærm eller tv, går vi gerne efter større og mere strømslugende modeller.
Det gælder også i køkkenet. Og som hovedregel bør du selvfølgelig først udskifte en køkkenmaskine, når den er udtjent, for ellers forsvinder klimagevinsten op i den blå luft.
Sous vide og slowcooker
Tænk også på, at mens to minutters brug af en røremaskine nok ikke vælter budgettet, så kræver langtidstilberedning selv ved lave temperaturer i sous vide eller slowcooker forholdsvis meget strøm.
Raclette og vaffeljern
Apparater som en raclette eller et vaffeljern, der kan ende med at være tændt længe, når man hygger sig, bruger også en del strøm, men til gengæld bruger du dem nok ikke så tit.
Kaffemaskine
Holder du af god kaffe, betyder det kop for kop ikke voldsomt meget, om du laver filterkaffe på en klassisk kaffemaskine eller bruger espresso- eller kapselmaskine.
Men hvis du laver en hel kande filterkaffe, skal den over i en termokande med det samme og ikke holdes varm på pladen, for det er en sand strømsluger.
Gør spareøvelsen til en sport
Hvis køkkenøvelsen her skal have nogen effekt, skal du finde motivationen. Det kan en energimåler hjælpe dig med. Du sætter måleren mellem strømudtaget og stikket til dit køkkenapparat, og med den kan du helt nøjagtigt måle elforbruget på fx brygning af en kande kaffe eller brug af din røremaskine i en time.
Energimålere kan mange steder lånes på biblioteket, eller du kan få modeller fra omkring 100 kroner og op til 1000 kroner.
Og det er jo ikke kun køkkenmaskinerne, der er interessante. Gå alle elektroniske apparater i hjemmet systematisk igennem med energimåleren, og lav dit eget skema over, hvor meget el hvert af netop dine små og store apparater bruger på en time.
Husk også at måle standby-forbruget. Når du ganger forbruget af kWh med den aktuelle elpris, får du uden tvivl mere end én overraskelse.
Sådan sparer du energi i køkkenet
- Sæt ikke varm mad direkte i køleskabet
- Lad være med at åbne ovnen under tilberedning
- Hold orden i køleskabet, så du kan lukke lågen hurtigere
- Pas på standby-funktionen
- Læg låg på gryden
- Kog i mindre vand, end du plejer
- Fyld ovnen op, når du bager og steger
- Kog vand i elkedlen, ikke på kogepladen
- Vælg det rigtige apparat til dit behov
Kilder: Energistyrelsen, Norlys, Bolius, Forbrugerrådet Tænk og sektionsleder Merete Lyngbye, Teknologisk Institut.