Skinne sparer strøm
For at undgå det unødvendige standby-forbrug, skal alle el-artikler slukkes på stikkontakten, men det bliver desværre ofte glemt i farten, og så er det, strømforbruget tikker løs. En såkaldt elspareskinne kan være med til at minimere standby-forbruget. En elspareskinne afbryder automatisk strømmen til alle tilsluttede apparater, når man slukker for dem. Den har samme funktion, som hvis strømmen blev afbrudt direkte på stikkontakten. En elspareskinne fungerer på samme måde som en almindelig forlængerledning, hvor man kan tilslutte flere apparater, så man både kan have tv, video, dvd, højtalere tilsluttet på én skinne, og hvis man bruger en elspareskinne kan man spare ca. 200 kroner på det årlige forbrug. Der er flere varianter på markedet – de nyeste versioner kan selv måle det aktuelle strømforbrug og slukker automatisk for strømmen, hvis man overskrider et vist niveau.
Tjek din model
Det er en udbredt antagelse, at indstillingerne på tv og computer bliver nulstillet, når man slukker på kontakten eller bruger en elspareskinne, men sådan forholder det sig i de færreste tilfælde. I de fleste nye maskiner er der indbygget hukommelse, der husker programmeringen selv ved strømsvigt. Men har man en ældre model, kan det være en fordel at teste maskinen, hvis man er i tvivl. Elspareskinnerne kan købes i de fleste butikker, der handler med forbrugerelektronik.