Du kender madpyramiden. Nu er der også en strømpyramide

Strømpyramiden giver dig et overblik over, hvilke apparater der bruger mest energi.

strømpyramiden - strømpyramide

Energistyrelsen lancerer nu en strømpyramide, der skal hjælpe danskerne med at finde frem til de største energibesparelser i hjemmet. 

”Vi kan se, at sparerådene bliver brugt flittigt i de danske hjem. Og det er virkelig godt. Men vi får stadig rigtig mange spørgsmål om, hvilke sparetiltag der har den største effekt. Derfor har vi lavet en strømpyramide, som giver et simpelt og let afkodeligt overblik over, hvilke apparater i hjemmet der har et stort forbrug, og hvor forbruget er noget mindre. Ideen er, at det kan hjælpe folk til at finde de steder, hvor der er mest at hente ved at spare på energien,” siger Matilde Grøn Bjørneboe, rådgiver hos Energistyrelsen i en pressemeddelelse.

Strømpyramiden

Strømpyramiden
Illustration: Energistyrelsen

Energistyrelsens strømpyramide er bygget op på samme måde som den velkendte madpyramide, hvor man skal spise mest fra bunden i madpyramiden. Strømpyramiden viser, at man med fordel kan spare mest i bunden. Det er altså i bunden af pyramiden, man finder de apparater med det største forbrug, og hvor man som forbruger opnår de største energibesparelser. Jo længere mod toppen, man bevæger sig. Desto mindre bliver besparelserne.

”Der er ret meget at spare, hvis man giver ovnen en pause og bruger brødristeren eller mikrobølgeovnen i stedet. Til gengæld har det en mindre effekt på forbruget, hvis man for eksempel vælger at slukke for radioen om morgenen. Med udregningerne skaber vi nu overblikket, så danskerne konkret kan se eksempler på, hvor det bedst kan betale sig at spare på energien i hjemmet. På den måde kan man lægge sin spareindsats der, hvor det giver bedst mening,” siger Matilde Grøn Bjørneboe.

Vil aflive sparemyter

Målet med kampagnen er desuden at aflive de sparemyter, som florerer. Opvaskemaskinen ligger i bunden af pyramiden, da den er et af de mere strømforbrugende apparater i hjemmet. Men alternativerne til at bruge den er dyrere.

”Sætter man for eksempel opvaskemaskinen i gang hver eneste dag, koster det ca. 90 kr. om måneden. Dropper man opvaskemaskinen og flytter opvasken til en balje med varmt vand, så stiger prisen faktisk til over 200 kr. om måneden, og hvis man vasker op under rindende vand, kan prisen være over 500 kr. hver måned, da man bruger langt mere varmt vand. Så her er det helt centrale råd at blive ved med at bruge opvaskemaskinen. Og så ellers sørge for at følge sparerådene ved for eksempel at fylde opvaskemaskinen helt op, inden man sætter den i gang,” siger Matilde Grøn Bjørneboe. 

Mest læste artikler