En unormalt stor varmeregning lander denne vinter hos de tusindvis af danskere, der opvarmer deres huse med naturgas – enten via et gasfyr eller fordi deres hjem ligger i et fjernvarmeområde med højt gasforbrug. Nu er der imidlertid hjælp at hente for nogle af de 500.000 danskere, som ifølge Ekstra Bladet er berørt af de globale prisstigninger på naturgas og risikerer en stigning i varmeregningen på over 1.000 kroner om måneden.
Regeringen vil med en ny varmepakke således give en økonomisk håndsrækning til ældre, kontanthjælpsmodtagere og andre, der pludselig kan få svært ved at betale den højere varmeregning.
Puljen kan blive større
– Det gælder for alle danskere, hvor det for alvor vil påvirke deres økonomi negativt. Det vil primært være folk på ydelser, siger klima-, energi- og forsyningsminister, Dan Jørgensen, til Ekstra Bladet.
Foreløbig er 100 millioner kroner øremærket til formålet, og planen er, at kommunerne kan søge om tilskud fra puljen og kompensere deres borgere, hvis han eller hun skulle komme i økonomiske problemer på grund af en uforudset høj varmeregning.
Det er endnu uvist, om de 100 millioner kroner er nok til at hjælpe de ramte danskere, men regeringen vil overvåge situationen løbende, fortæller Dan Jørgensen.
Læs også: Gasfyr – tag toppen af gasregningen med disse sparetips