Gaspriserne styrtdykker – og det skyldes ikke kun vejret

Europæerne svømmer i billig gas netop nu. Overraskende nok driver årsagen rundt et sted på havet.

gaspriserne styrtdykker

400.000 danske gaskunder kunne begynde ugen med tiltrængt godt nyt. I løbet af mandagen styrtdykkede prisen på gas således til 100 euro per megawatt-time, hvilket med ét slag barberede ⅔ af prisen. 

Prisen på gas toppede i august, hvor det kostede 300 euro per megawatt-time. Det nylige prisfald kommer derfor til at kunne mærkes hos gaskunderne, der ifølge Ritzau vil opnå en årlig besparelse på 35.000 kroner med de nuværende priser sammenlignet med prisen i august.

Lagrene er fyldte

Der er flere årsager til, at prisen på gas er styrtdykket. Det milde efterårsvejr spiller en rolle, eftersom det meget naturligt mindsker behovet for opvarmning. Derudover har de europæiske lande været flittige til at fylde gaslagrene, som næsten alle er på fuld kapacitet. 

– Lagrene er mere fyldte, end man forventede. Der er flere steder i Danmark, hvor vi har svært ved at få mere på lager. Snart ved man dårlig nok, hvad man skal gøre med al den gas. Man kan brænde den af og lave el på den, hvilket også er med til at sænke elpriserne, fortæller Kristian Rune Poulsen, der er energianalytiker i Green Power Denmark, til Berlingske.

Driver formålsløst rundt

Den sidste og afgørende grund til, at prisen på gas styrtdykker netop nu, findes på havet. Da omfanget af energikrisen stod klart, var de europæiske lande således hurtige til at bestille flydende naturgas fra især USA, og tankskibene med naturgas ankommer i stor stil til Europa netop nu. 

På grund af de fyldte gaslagre kan skibene imidlertid ikke komme af med deres gas, og ifølge det amerikanske erhvervsmedie CNBC flyder omkring 60 tankskibe stopfyldt med flydende gas derfor formålsløst rundt i europæiske farvande. 

– Bølgen af tankskibe har overvældet de europæiske gasterminaler og deres evne til at tage imod lasten rettidigt, udtaler den amerikanske energianalytiker Andrew Lipow til CNBC, som skriver, at flaskehalsen ved gasterminalerne har fået prisen på gas til at falde yderligere.

Vejret er forhåbentligt med os

Her hvor vi så småt kan skimte vinteren, er fyringssæsonen altså kommet godt fra start. Dog skal vi krydse fingre for, at en dyne af vindstille vejr og et standhaftigt højtryk ikke indfinder sig over Nordeuropa. Det vil nemlig drive prisen på energi i vejret igen. 

Heldigvis melder de første – omend meget usikre – prognoser om en varmere vinter end normalt.

– Tidligere var vi i hænderne på Putin og vejrguderne. Nu er vi kun i vejrgudernes hænder, og de første meldinger, vi har fået om vintervejret, ser ud til at være søde ved os, siger Kristian Rune Poulsen, chefkonsulent i Green Power Denmark, til Berlingske.

Mest læste artikler