Har du denne opvarmningsform? Så hænger hendes løfte til dig i en tynd tråd

Kommunerne kan formentlig ikke leve op til løftet om, at boligejere med gasfyr inden nytår skal have klar besked om deres mulighed for fjernvarme.

Mette Frederiksen kigger på ting

Mette Frederiksen lovede i april 400.000 danske boligejere med gasfyr, at de ville få “klar besked” inden nytår om, hvorvidt de kan få fjernvarme eller ej.

Nu viser det sig, at det røde eller grønne lys til fjernvarme i de fleste tilfælde nok nærmere bliver en fesen gul. Det skriver Politiken

Årsagen, til at de 400.000 danskere ikke kan få et klart ja eller nej til fjernvarme, er, at der er opstået tvivl om finansieringen.

Eksempelvis troede forsyningsselskabet Norfors, at det ville koste omkring 4,5 millarder kroner at udrulle fjernvarme i fire kommuner. Men efter de første tilbud er landet i postkassen, viser det sig, at prisen kan blive dobbelt så høj. 

Usikkerhed over hele landet

Bestyrelsesformand i Norfors, Morten Slotved, fortæller til Politiken, at jo mere prisen stiger, jo færre områder kan få fjernvarme, og at selskabet af samme grund kommer til at udsende et brev til boligejerne, der er løsere formuleret, end Mette Frederiksen havde håbet.

Samme toner lyder fra Kommunernes Landsforening. Her fortæller den socialdemokratiske formand for Klima- og Miljøudvalget, Birgit Stenbak Hansen, at samme problem gør sig gældende i hele landet:

– Regeringen har med et flertal i Folketinget givet os en stor opgave. Den vil vi gerne løse. Men det er fejlagtigt at tro, at bare det brev er sendt, så er den ged barberet. For der er mange men’er. I min egen kommune har vi områder, hvor vi tænkte, at det vil være oplagt med fjernvarme. Men det er et åbent spørgsmål, hvor varmen skal komme fra, siger Birgit Stenbak Hansen, som også er borgmester i Frederikshavn, til Politiken.

Den nye udmelding kommer i slutningen af et år, hvor boligejere med gasfyr har været hårdt spændt for. Dels på grund af skyhøje gaspriser, dels på grund af nye ejendomsvurderinger, der ifølge flere eksperter efterlader netop denne gruppe danskere med en “grotesk” ekstraregning.

Mest læste artikler