Vi lukker for gassen til Bulgarien og Polen, meddelte det russiske energiselskab Gazprom onsdag den 27. april. Årsagen er, at de to østeuropæiske lande nægter at betale med rubler og vil betale med euro som normalt.
Den meddelelse kommer til at få store konsekvenser for de omkring 400.000 danskere, der opvarmer deres hjem ved hjælp af naturgas. For selvom det umiddelbart kan synes uvedkommende for den almindelige dansker, hvad der sker i Østeuropa, påvirker den russiske beslutning det internationale gasmarked massivt. Straks efter nyheden blev kendt, skød prisen således i vejret, så gasprisen nu er 115 procent højere end i 2021 og hele 660 procent dyrere end i 2019.
Gassen kommer fra Rusland
De massive prisstigninger kommer til at kunne mærkes hos den almindelige danske gaskunde, som dog kan trøste sig med én ting. Umiddelbart bør de ikke frygte for, at den russiske boykot af Polen og Bulgarien betyder, at der pludselig ikke længere leveres gas til deres hjemmeadresse.
– Det betyder ikke noget for Danmarks forsyningssikkerhed. Den gas, vi får fra Rusland, får vi via Norge og Tyskland og via ledninger, der ikke er berørt af det her, siger Kristian Rune Poulsen, konsulent hos den grønne erhvervsorganisation Green Power Denmark, til Ritzau.
Nødplan er klar
Gasleverancerne kan dog blive mere usikre, hvis russerne på et tidspunkt beslutter sig for at lukke for gassen til hele Europa. I så fald skal danskerne sætte deres lid til en nødplan, som bl.a. indebærer, at 50 store gas-tunge virksomheder kan få lukket for gassen, så man fortsat kan levere gas til danske husstande og kritisk infrastruktur.
Om nødplanen bliver sat i værk, afhænger blandt andet af, om russerne tør sætte hårdt mod hårdt, når det gælder deres største og vigtigste kunder i Europa. De fleste europæiske energiselskaber – heriblandt danske Ørsted – nægter således også at betale med rubler.
– Gazprom Export har bedt os om inden udgangen af maj at svare på, om vi vil efterleve kravet. Vi har fortsat ingen intention om at betale i rubler. Vi er i tæt dialog med andre energiselskaber og myndighederne om et fælleseuropæisk respons til Gazprom Export, skriver Ørsted til DR Nyheder.