Sådan vil danskerne undgå skyhøje gaspriser

Putins krig får gaspriserne til at slå vanvittige rekorder. Desperate danskere forsøger at slippe for de høje varmeregninger.

gaspriserne skyder i vejret

Der var engang, hvor et gasfyr, var en pålidelig og ikke mindst billig opvarmningsform. Den tid er forlængst forbi, og med Putins invasion af Ukraine skal danskerne ikke bare trækkes med høje ekstraregninger, men også med risikoen for, at den russiske diktator pludselig slukker for hanen. 

Læs også: Sådan undgår du varer fra Rusland

Mandag den 7. marts kunne de ulykkelige ejere af et gasfyr så vågne op til endnu en dårlig nyhed. Det europæiske marked for gas befinder sig således i en tilstand af chok, og på bare en enkelt dag steg prisen med 80 procent. I det store billede er det dog for intet at regne. Over en måned er prisen på det europæiske gasmarked ifølge b.dk nemlig steget med svimlende 232 procent og langt over 1.000 procent på et år.

– Det er ekstremt med ekstremt på. Det bliver bare vildere og vildere, siger Kristian Rune Poulsen, markedsanalytiker i Dansk Energi, til bt.dk.

Heldigvis rammes de danske husstande ikke af de fulde prisstigninger med det samme, eftersom gasprisen reguleres efter den forløbne måneds gennemsnitspriser. 

– Men det er nok et vink med en vognstang om at finde en måde til at undvære gas og om at spare på energien i det hele taget, siger Kristian Rune Poulsen til b.dk.

Fjernvarme kan have lange udsigter

Mange danskere har allerede forstået hentydningen, og i disse dage er ejerne af et gasfyr særdeles aktive i forhold til at finde alternative opvarmningsmuligheder. Dr.dk skriver således, at fjernvarmeværker over hele landet bliver kimet ned af borgere, der vil kobles på fjernvarmenettet. 

– Interessen har været stigende efter årsskiftet, i takt med at gaspriserne er steget, men inden for den seneste uge er den eksploderet, fortæller direktør Frank G. Bennetsen fra Gentofte Gladsaxe Fjernvarme eksempelvis til dr.dk.

Mange af spørgsmålene drejer sig om, om det er muligt at blive tilkoblet fjernvarmenettet. Men selv hvis det er muligt, skal man ruste sig med tålmodighed. Fjernvarmeselskaberne oplever nemlig stor travlhed for tiden, det samme gør kommunerne, og til sidst er det svært at finde arbejdskraft til at udføre selve opgaven. Derfor kan man ikke forvente, at man kan skifte varmekilde fra den ene dag til den anden.

Varmepumper hitter

Blandt andet derfor, men også hvis man ikke kan kobles på fjernvarmenettet, er mange begyndt at kigge på varmepumper. Hos Sydfyns Elforsyning bliver direktør Anders Banke eksempelvis bombarderet med henvendelser.

– Folk er ivrige efter at skifte fra gas til varmepumpe. Vi har kigget på tallene og fra og med uge 6 til og med uge 9 har vi fået tre gange så mange henvendelser om varmepumper og tilbud, end vi plejer, siger Anders Banke til faa.dk.

Også firmaet Amalo, der installerer og servicerer varmepumper, er blevet bestormet af kunder. Alene i februar har firmaet fået 800 henvendelser.

– Det er eksploderet med henvendelser. Folk taler næsten ikke om andet end varmepumper og at komme væk fra naturgas, siger Amalos kundechef, Lasse Damgaard, til tv2.dk.

En ny varmepumpe koster typisk omkring 100.000 kroner, og det tager cirka to dage at få sat den op.

Mest læste artikler