SÅ mange tænker på miljøet når de handler ind

Nordiske forbrugere er meget optagede af, hvad de selv kan gøre for at beskytte miljøet – og for mange spiller mærkningsordninger en vigtig rolle, når de vælger produkter. Især ét miljømærke er populært.

Så mange tænker på miljøet når de handler ind

Denne artikel er oprindeligt udgivet på voresvilla.dk og flyttet til idenyt.dk efter 2018.

Leder du aktivt efter varer med det grønne svanemærke eller den spirende EU-blomst, når du lægger bagepapir, rengøringsmidler og shampoo i indkøbskurven? Så er du langt fra alene. Hele 7 ud af 10 nordiske forbrugere er nemlig optagede af, hvad de selv kan gøre for at beskytte miljøet – og næsten lige så mange er overbeviste om, at de valg, de træffer som forbrugere, kan gøre en forskel.

Det viser en ny forbrugerundersøgelse, som IPSOS har gennemført for Nordisk Miljømærking.

Et vigtigt redskab

Mange af de valg vi træffer, sker i dagligdagen, når vi vælger mellem produkter. Og det er her, at mærkningsordninger spiller en vigtig rolle.

Ifølge undersøgelsen mener 63 procent af de nordiske forbrugere nemlig, at miljømærker er et vigtigt redskab, når de vælger produkter.

– Undersøgelsen viser, at mærkningsordninger er vigtige navigationsværktøjer for forbrugerne i hverdagen. For hele 77 procent af de nordiske forbrugere er det dog afgørende, at mærkningsordningen er objektiv og uafhængig, fortæller Charlotte Rajsager, der er marketing- og kommunikationschef i Miljømærkning Danmark i en pressemeddelelse.

Foretrækker Svanemærket

Et af de mærker vi især går efter, er Svanemærket: Nordens officielle miljømærke. Hele 93 procent af den nordiske befolkning kender nemlig til mærket med de grønne striber, og heraf mener hele 76 procent, at de har tillid til, at svanemærkede produkter er gode miljøvalg.

Det er da også et af de mærker, som forbrugerne med fordel kan gå efter. Svanemærkede produkter er nemlig certificeret af en uafhængig tredjepart.

Vigtigere end nogensinde

Svanemærket blev stiftet af Nordisk Ministerråd i 1989. Det skete efter, at verden havde været vidne til flere store hændelser med alvorlige miljøkonsekvenser, som atomulykken i Tjernobyl og hullet i ozonlaget, og to år efter, at ”FN’s Verdenskommisson for miljø og udvikling” havde fremlagt den såkaldte ”Brundtlandrapport”.

Et vigtigt budskab fra kommissionen var, at ansvaret for et bedre miljø og mere bæredygtighed ikke bare lå på et overordnet niveau, men at hver enkelt også har både rettigheder og forpligtelser, når det gælder miljø. Derfor tog Nordisk Ministerråd initiativ til et officielt nordisk miljømærke, som skulle give forbrugerne troværdig miljøinformation om produkter.

– Selvom Svanemærket fylder 30 år i 2019, er det mere aktuelt end nogensinde, da vi i dag står over for nye udfordringer som blandt andet at stoppe tab af biodiversitet, spare på jordens ressourcer og bremse klimaforandringer. Her er Svanemærket et godt pejlemærke på indkøbsturen, hvis man gerne vil være med til at gøre en forskel, siger Charlotte Rajsager.

Hvad er Svanemærket?

Svanemærket er et livscyklusmærke. Det betyder, at hele produktets livscyklus fra råvarer til produktion, brug, bortskaffelse og recirkulering er med i vurderingen, når kravene til miljømærkede produkter bliver fastsat. Svanemærket findes i dag på mere end 200 forskellige produkttyper inden for 60 forskellige produktgrupper.

Mest læste artikler