Sådan fikser du din radiator på få minutter

Efter en lang sommerpause skal der atter liv i husets radiatorer. Men ofte er der en eller flere radiatorer, der strejker. Problemet – og dermed også løsningen – er heldigvis velkendt, og du kan fikse det på få minutter. 

Er der varme i røret og ikke i radiatoren, er det termostaten, der driller

Er din radiator gået kold?

Har en lang sommer også fået dig til fuldstændig at glemme, hvordan en radiator virker? Fortvivl ikke, vi opfrisker lige din hukommelse: Tjek først, om der er varme i rørene. Er alle rør kolde, er det fyret, der er problemet.

Er der varme i røret og ikke i radiatoren, er det termostaten, der driller, og så har du to følgende muligheder.

1. Få liv i ventilen

I langt de fleste tilfælde er problemet, at den lille ventilstift inde bag termostaten har sat sig fast i løbet af sommeren.

I første runde skal du blot prøve at trykke den ind for at få den i gang igen. Hvis det er svært, så slå let på siden af ventilen for at løsne eventuelle aflejringer af kalk eller andet, der kan blokere den.

  1. Tryk på den lille ventil, som gemmer sig bag termostaten. Den kan have sat sig fast og skal måske blot masseres for at komme til live igen.
  2. Pil termostaten af. På ældre modeller er den fæstnet med en pinolskrue og kan let løsnes med en unbrakonøgle.
  3. Bank lidt på siden af ventilen, hvis stiften stadig sidder fast. På den måde kan du løsne eventuelle aflejringer af kalk eller andet.

 

2. Udskift ventilen

Hvis stiften ikke er til at få gang i, eller der fortsat er varme i rørene, men koldt i radiatoren, må du skifte en del af ventilen – pakdåsen. Den fås i en stor og en lille model; sørg for at få den rigtige i byggemarkedet.

Du behøver ikke at lukke for vandet. Der kommer højst nogle få dråber ud, når du fjerner ventilen.

  1. Skru pakdåsen af med en svensknøgle. Der kan komme nogle få
dråber ud, men dem kan du blot fange med en klud eller et viskestykke.
  2. Tryk på den lille plade bag pakdåsen. Hvis der kommer vand ud,
er det dåsen, som blokerer for gennemstrømningen.Den skal skiftes. Når den er fjernet, bør du kunne høre vandet løbe i rørene. 
  3. Skru den nye pakdåse i. Stram den med let hånd, og kontrollér,
at der ikke siver vand ud. Tjek, at stiften kan presses ind og blokere for vandet – det kan du høre, hvis den gør.

Mest læste artikler