Regeringen: Dette år vil du senest få fjernvarme

Regeringen har netop fremlagt det nye reformudspil “Danmark kan mere 2”. Her blev der fremlagt nye planer for fjernvarmeområdet.

fjernvarmerør graves ned

Danmark skal være fri af russisk gas, og jo før, jo bedre, hvis det står til regeringen. Derfor fremlagde regeringen anført af statsminister Mette Frederiksen tirsdag den 19. april et nyt reformudspil, som skal sætte fart på omstillingen fra russisk gas til grønnere alternativer.

Helt centralt i udspillet står punktet om, at fjernvarme skal være fuldt udrullet senest i 2028. 

– Det er realistisk, men vi har travlt, sagde energi- og miljøminister Dan Jørgensen på pressemødet, hvor han lovede billigere og grønnere varme til alle danskere.

Brev fra kommunen

Hvis reformudspillet bliver vedtaget skal danske husejere med gas- eller oliefyr senest ved årets udgang modtage et brev fra kommunen, hvori det fremgår, om de kan få fjernvarme. 

Brevet vil bl.a. fortælle, hvordan man bliver tilkoblet, og hvornår man skal beslutte sig. Man vil desuden blive tilbudt rådgivning, hvis fjernvarmen ikke kan udrulles hurtigt. Og hvis der ikke er planer om fjernvarme på din adresse, skal kommunen vejlede om andre grønnere og billigere alternativer – for eksempel varmepumper. 

Derudover vil der også komme information om støttemuligheder. Regeringen planlægger således at afsætte 3,3 milliarder kroner, som ifølge deres forslag skal målrettes borgere med lav indkomst.

Det vil det koste

På pressemødet blev regeringen blandt andet spurgt, hvad det vil koste for den enkelte dansker. 

– Der er flere ting i det. De danskere, der har et godt realkreditlån, kan måske få lov til at lægge den investering ind uden gebyrer. Andre har behov for mere direkte hjælp, sagde Mette Frederiksen på pressemødet. 

Energiminister Dan Jørgensen mente, at det på kort sigt godt kunne blive dyrt for den enkelte dansker, men at investeringen i for eksempel en ny varmepumpe på lang sigt vil kunne betale sig. 

Ifølge planen vil regeringen erstatte den russiske gas med blandt andet grøn strøm fra Nordsøen. Her vil regeringen anlægge flere energiøer, som skal producere strøm til 35 millioner husstande.

Mest læste artikler