Sådan sparer du på varmeregningen uden at gøre skade på dit hus

I takt med energiprisernes himmelflugt er der god grund til at overveje, hvordan du skruer ned for husstandens forbrug af især el og varme.
Radiatoren indstilles

Det er blevet dyrere at være boligejer det seneste år i takt med, at energipriserne nærmest hver måned har sat nye rekorder. Det kan koste mange tusinde ekstra kroner om året for en gennemsnitlig husstand og sætte privatøkonomien under pres. Det skriver TEKNIQ Arbejdsgiverne i en pressemeddelelse.

– Derfor er der også god grund til at kigge nærmere på, hvor der er mulighed for at spare på energien – uanset om der er tale om mindre justeringer eller større ændringer i form af fx en udskiftning af boligens varmekilde, vurderer Birger T. Christiansen, vvs-teknisk konsulent hos TEKNIQ Arbejdsgiverne.

Undgå skimmelsvamp

Det kan være fristende eksempelvis bare at skrue ned for temperaturen i privaten, når der skal spares på energien, men det skal ifølge eksperten gøres med omtanke.

– Ud over den komfort, du mister, når du må gå rundt med tykke sweatre og uldsokker derhjemme for at holde varmen, så risikerer du også, at der dannes først kondens og derefter skimmelsvamp på de kolde overflader, siger Birger T. Christiansen og uddyber:

– I stedet bør du få gennemgået din varmeinstallation af en fagmand for at sikre, at den fungerer optimalt – uanset om der er tale om fjernvarme, olie, naturgas eller varmepumpe. Du kan spilde rigtig mange penge, hvis ikke dit varmeanlæg er ordentligt optimeret.

Store gevinster at hente

Selvom stigningen i energipriserne forventes at flade ud i 2022, er der ifølge Birger T. Christiansen også god grund til at overveje, om det er tid til en større renovering af boligen.

– Du kan vinde en del ved at sikre, at boligen er ordentligt isoleret, og at vinduer og døre ikke er utætte. Men de helt store gevinster findes ved at skifte til en billigere og grønnere opvarmningsform i form af fx en varmepumpe – især hvis dit hjem i dag opvarmes ved hjælp af olie eller naturgas, siger han.

– Det koster naturligvis at få installeret en varmepumpe, men varmepumper er utroligt effektive, og investeringen kan derfor hurtigt tjene sig selv ind igen – især med tanke på, at eksempelvis gaspriserne er steget betydeligt mere end prisen på el og dermed har øget gevinsten ved at skifte til en varmepumpe, understreger Birger T. Christiansen.

Sådan sparer du på energien

  • Luk for varmen, når der luftes ud. Men sørg for, at der ikke bliver så køligt, at der dannes kondens på de kolde flader indenfor. 
  • Sørg for, at termostaterne fungerer, som de skal, og overvej om de skal udskiftes til digitale termostater.
  • Tjek, at radiatorerne er lunkne eller kolde forneden. Ellers udnytter de ikke varmen optimalt.
  • Hold temperaturen i din varmtvandsbeholder på 55 grader. Højere temperaturer er spild af energi, og lavere temperaturer øger risikoen for sundhedsskadelige legionellabakterier.
  • Få en autoriseret fagmand til at tjekke din varmeinstallation og sikre, at den fungerer optimalt.

Mest læste artikler