Tips om solenergi

Trods de mørke danske vintermåneder er der ingen grund til ikke at udnytte solskinstimerne, når de er der. Solenergi skal kunne betale sig for både miljøet og din privatøkonomi.


To muligheder: Solvarmeanlæg eller solcelleanlæg

Du har grundlæggende to muligheder, hvis du skal samle solskin. Enten et solvarmeanlæg, som tilsluttes din varmtvandsbeholder, så solen kan varme husets vand op. Eller et solcelleanlæg, som omdanner solenergi til elektrisk strøm.
Læs også: Solceller – alt du skal vide om solenergi til boligen

Det handler om at spare penge og energi

For begge løsninger gælder det, at du på lang sigt kan spare penge. Men det er miljøet og din egen gode samvittighed, der får mest på kontoen. Og det kan jo være værdifuldt nok i sig selv.
Foto: Dansk Solvarme Forening

Solfanger består af en sort plade, der absorberer solens varme
Ved et solvarmeanlæg installerer du en eller flere solfangere dér, hvor der er direkte adgang til sol. Typisk på taget. Solfangeren består af en sort plade, der absorberer solens varme. Pladen indeholder frostvæske, som varmes op af solstrålerne. Frostvæsken sendes gennem isolerede rør ned til din varmtvandsbeholder og afleverer varmen til dit vand.

Solfanger virker kun effektivt i solskin

Det kan både være dit brugsvand til hanen, og det kan være til dine radiatorer. Derefter pumpes væsken tilbage til solfangeren, hvor den kan varmes op igen. En solfanger virker kun rigtigt effektivt i solskin – men det behøver ikke være varmt i vejret. Den opsamler også varme på en frostklar solskinsdag midt om vinteren. På grund af den omgivende kulde er det dog ved nedsat kraft.

Foto: Jakob & Weiland Reklamefoto/EnergiMidt

Solceller omdanner solens lys til eletrisk spænding
Solceller kan bestå af forskellige typer materialer, men består oftest af siliciumkrystaller, der omdanner solens lys til elektrisk spænding. Krystallerne sidder i solcellemoduler, der almindeligvis ligner blåt glas. Der produceres dog også gennemsigtige solceller.

Solceller virker også på regnvejrsdage

Ligesom solfangerne virker solcellerne bedst i solskin, men producerer også elektricitet på gråvejrsdage. Den optimale placering af solceller er skyggefrit, sydvendt og i en vinkel på 45 grader. Solcelleanlæg fås grundlæggende i to modeller: et anlæg, hvor elektriciteten bruges direkte eller lagres i batterier. Eller det kan være en type anlæg, der er tilsluttet husets el-net.

Få tre gode tips om solceller og solfangere på næste side.#br
Du kan spare 30 procent på elregningen med solceller

Hvis du skal gå over til ren solenergi med den teknologi, der findes på markedet i dag, vil det kræve, at store arealer af dit tag eller andre steder på grunden skal inddrages. Men for mange er det muligt at installere solceller på taget, som vil give en besparelse på elregningen på omkring 30 procent.

3 tips om solceller

  • De bedste solceller, du kan købe som privat i dag, omdanner ca. 18 procent af lysstrålerne, der falder på cellen til energi.
  • 1 m2 solcellemodul kan producere ca. 100 kWh om året. Det gennemsnitlige forbrug per person i Danmark er beregnet til 1.500 kWh årligt. Det kræver altså 15 m2 solceller per person i boligen.
  • Et solcelleanlæg koster ca. 100.000 kr. for et modul på 15 m2 inkl. montering. Hvis du betaler en elpris på ca. 1,9 kr./kWh, vil du kunne spare ca. 3.360 kr. om året. Kilder: EnergiMidt og Elsparefonden.


3 tips om solfangere

  • Hvis du skal skifte varmtvandsbeholder er det måske et godt tidspunkt at investere i en solfanger og et solvarmeanlæg. De fleste anlæg sælges som sæt, hvor der følger en ny varmtvandsbeholder med.
  • For en familie på tre-fire personer kræves solfangere på et areal af fire-seks m2. Det anlæg vil normalt dæk­ke 50-65% af det årlige energiforbrug til brugsvand.
  • Et solvarmeanlæg koster omkring 35.000 kr. inkl. montering. Bruger familien el til opvarmning af vand viser beregninger, at anlægget vil være tjent ind i løbet af ca. ni år. Har man et oliefyr, går der ca. 10-15 år før, anlægget er tjent ind. Kilder: SolEnergiCentret og Energi Midt.


2 gange sol

  • Solfanger – varmer brugsvand og rum op.
  • Solceller producerer elektricitet.

Mest læste artikler