Spar på ekstra isolering med højisolerende materialer

Højisolerende materialer kan i nogle tilfælde "redde konstruktionen", så huset får ekstra isolering uden at skulle ændres voldsomt. Se her, hvordan du får bedre isolering på mindre plads.

Mere isolering på mindre plads

Isolering tager den plads, som det nu gør. Sådan har virkeligheden været i rigtig mange år – skulle huset være varmt, skulle isoleringen være tyk. Men i takt med, at Bygningsreglementet og energibevidstheden de senere år har stillet nye større krav til isoleringen, er der kommet nye materialer, der ganske enkelt isolerer mere på mindre plads. Det lyder som hokuspokus – men er ren teknik.

Man kan sige, at isoleringsevnen i de traditionelle materialer som mineraluld og flamingo opstår af ’stillestående luft’. Jo mere luft, jo mere isoleringsevne.

De nye materialer er opbygget som skum – og ’boblerne’ er fyldt med gasser, som har større isoleringsevne end luft. Det betyder, at man kan opnå den samme isolering, men spare op til en tredjedel af tykkelsen.

Ekstra isolering kan være afgørende

Da de højisolerende materialer er væsentligt dyrere end de traditionelle, kan man sige, at der skal ’være en grund’ til at benytte dem. Og særlig i energirenovering af ældre huse, kan tykkelsen af den ekstra isolering have væsentlig betydning; her vil der i mange tilfælde opstå en modsætning imellem ønsket om ekstra isolering – og den plads, isoleringen tager.

Det nye bygningsreglement vil i mange tilfælde betyde, at der kan være krav om ekstra isolering, hvis du fx skifter taget. Skal der mange ekstra millimeter isolering på, kan selve det at få plads til isoleringsmaterialet give store ekstra opgaver og udgifter, når konstruktionen skal ’passes sammen’. Hvis fx taget bliver hævet mange centimeter, skal der ofte bygges ekstra højde på gavle, – og murkroner og andre fine detaljer kan blive svære at bevare.

Hvis det er murene, der isoleres udefra, er de ekstra centimeter afgørende for, hvor stort arbejde der bliver med at få sokkel, vinduer, døre osv. til at passe i den nye facade.

De højisolerende materialer er også aktuelle i en hulmur og fx i gulvet. Desuden bliver de brugt i forbindelse med nybyggeri, fordi den større isoleringsevne betyder, at fremtidens 2015/2020 energikrav så kan overholdes, uden at man akitektonisk ændrer på dimensionerne.

Læs også: Nem metode: Tjek din isolering med et inspektionskamera

Stive isoleringsplader

De højisolerende plader er stive, hvilket kræver lidt tilvænning, når de skal monteres. Men skæring, håndtering og bortskaffelse af produktet er i mange tilfælde enkelt. Skal isoleringen tilpasses rundt om bygningsdele, er det vanskeligere end ved mineraluld. Til gengæld er de stive plader yderst velegnede til isolering af store flade områder – ydermurer, indvendige vægge og tag.

Fakta om isoleringsmaterialer til boligen

PUR og PIR-materialer

Fast skum med ekstra isolerende gasser i ’boblerne’. Her kan ca. 130 mm klare samme isolering som 200 mm mineraluld.
Lambdaværdi: fra 20 – 25
Fordele: Ekstra god isoleringsevne. Materialet er let, trykfast og stift. Fugtresistent. En del af isoleringstyperne er selvslukkende og smelter ikke selv med direkte åben ild.
Ulemper: Noget af det kan brænde – udvikler røg og varme og er nede på Brandklasse E. Når de ældes, siver noget af gassen ud. Det skrumper – og isoleringsevnen forringes. Det kan være svært at få isoleringen tæt, når den skæres til.

Mineraluld

Laves af sten eller glas-mineraler.
Lambdaværdi: 33-37
Fordele: Er særdeles brandhæmmende – bedste Brandklase: A. Nemt at tilpasse – og bliver derfor nemmere tæt. Holder isoleringsevne og dimensioner.
Ulemper: Fylder mellem 25 og 30 % mere end skum-typerne. Klør når man arbejder med det.

Resol-skum

Resol-skim er et nyt materiale, der isolerer endnu bedre end PUR og PIR. Det er diffusionsåbent, har ekstremt små celler med meget tynde vægge. Materialesvind og deformeringer er minimeret, så isoleringen forbliver effektiv og tæt. Materialet er i højeste brandklasse.

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler