Bygningspuljen blev hurtigt støvsuget for tilskud, men selvom det lykkes mange at få tilskud, må husejere og installatører væbne sig med tålmodighed, når de skal købe den nye varmepumpe. Hos mange leverandører er lagrene nemlig tomme. Det skriver TEKNIQ i en pressemeddelelse.
I årets første seks måneder blev der solgt 10.061 vandbårne varmepumper i Danmark. Det er ifølge Energistyrelsens statistikker en stigning på 62 procent i forhold til samme periode sidste år. Hos en af de store varmepumpefabrikanter, Bosch, opererer man i øjeblikket med ventetider på fire til seks uger på nogle luft/vand-varmepumper på grund af forsyningskrisen. Det til trods for, at produktionen i Sverige kører i døgndrift seks dage om ugen.
Trods problemerne hos Bosch med at skaffe varmepumper nok, opfordrer chefkonsulent, Troels Hartung fra TEKNIQ til, at man holder kadencen på varmepumpemarkedet.
– Vi har en bunden opgave, når det gælder om at sige farvel til den fossile opvarmning. Og dér spiller varmepumperne en helt central opgave. Samtidig er de øjeblikkelige forsyningsproblemer især et udtryk for efterveerne af coronakrisen, der har skabt forsyningsproblemer på mange områder. Der er heldigvis tale om et midlertidigt problem, og jeg er sikker på, at alle producenterne arbejder benhårdt på få sat fart på deres leverancer, fortæller han.
VVS’er må skuffe kunder
Vvs-installatør Peter Wagner Holst mærker pumpemanglen fra første parket. Han må jævnligt forklare kunderne, at de ikke kan få det varmepumpe-mærke, de ønsker sig. Samtidig gruer han for, hvad der sker, når der for alvor kommer hul på bylden igen.
– Meget er gået i stå, og samtidig har man et opsparet behov – blandt andet på grund af bygningspuljen. Det resulterer i en sneboldeffekt. Når vi begynder at kunne få varer igen, så har vi måske ikke den nødvendige arbejdskraft til at løse opgaverne, siger Peter Wagner Holst, der er afdelingschef i Star VVS i Esbjerg.
Han oplever, at kunderne deler sig i to fløje i øjeblikket. Den ene tager det mærke, de nu kan få, mens andre helt dropper projektet, hvis de ikke kan få den varmepumpe, de ønsker sig.