I en netop udgivet rapport fra Teknologisk Institut bliver der gjort op med myten om, at man skal isolere samt udskifte døre og vinduer, før man installerer en varmepumpe. Du skal som husejer i stedet begynde med at installere en varmepumpe.
– Det er en bedre forretning – både teknisk og økonomisk – at renovere de tekniske installationer først. Det skyldes blandt andet, at besparelsen kan være med til at finansiere en yderligere renovering af boligen, eksempelvis i form af nye vinduer og døre, udtaler Simon O. Rasmussen, underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne, i en pressemeddelelse.
Læs også: Energirenovering – her er alle de tilskud, du bør kende
Tjen investeringen hjem på kun seks år
Teknologisk Institut tager udgangspunkt i fire forskellige scenarier ved energirenovering af et parcelhus på 160 kvadratmeter. Her kommer installationen af en luft/vand-varmepumpe ind på en klar førsteplads. Det skyldes, at det kun tager seks år at tjene investeringen på 120.000 kr. hjem. Til sammenligning tager det 14 år at nå samme mål, hvis man nøjes med at udskifte vinduer og døre i sit hus.
Hvis husejere investerer i både varmepumpe, vinduer og døre samtidigt, tager det ni år at tjene investeringen hjem igen.
I rapporten fra Teknologisk Institut fremgår det ydermere, at varmepumpen er den bedste investering, hvis man tager udgangspunkt i et mindre hus på 130 kvadratmeter.
Energirenoveringen skal ses som en helhed
Direktør i Dansk Byggeri, Michael H. Nielsen, er uenig med TEKNIQ Arbejdsgiverne og Teknologisk Institut i, at man altid skal starte med at erstatte olie- eller gasfyret med en varmepumpe. Han mener derimod, at energirenoveringen skal ses som en samlet helhed, og at løsningen og rækkefølgen skal tilpasses den enkelte bolig.
– Det er alt for snævert kun at se på den kortsigtede økonomi. Når en boligejer vil spare på energien i sin bolig og mindske udledningen af CO2, er det mest fornuftige at se på isoleringen, herunder vinduer og døre, i kombination med overvejelser om en varmepumpe, fjernvarme eller hvad, der er det rigtige i den enkelte situation, udtaler Michael H. Nielsen i en pressemeddelse.
Michael H. Nielsen fremhæver, at udskiftning af vinduer er en langsigtet investering i boligen, der forbedrer både lysforhold, komfort samt mindsker energiforbrug og behov for vedligeholdelse i mange år fremover.