Tikkende klimabombe: Sådan skiller du dig af med din varmepumpe

Varmepumpen er ikke altid så klimavenlig, som vi tror. Den indeholder nemlig enorme mængder drivhusgasser, der forurener, hvis den ikke installeres eller afmonteres korrekt. Få ekspertens råd her. 

Twitter Print

For de fleste boligejere kan en varmepumpe både give en økonomisk og miljømæssig gevinst. Derfor installerer flere den grønne energiform, der ikke bruger andet end strøm til at opvarme hele hjemmet i troen på, at de både gør noget godt pengepungen og for klimaet.  Men varmepumpen er ikke nødvendigvis så grøn, som vi tror.  

Når vi installerer eller udskifter vores varmpepumper, er vi nemlig tilbøjelige til at betragte den aflagte varmekilde som en bunke gammel jern – og kun de færreste ved, at varmepumpen faktisk indeholder ekstreme mængder klimagasser, der hurtigt flyver op i atmosfæren, hvis den ikke bliver behandlet korrekt.

Indeholder ekstreme mængder drivshusgasser

Det fortæller Søren Bülow, der er direktør i Dansk Køl og Varme, brancheforeningen for de førende installatører indenfor køle- og varmepumper. Han forklarer, at de fleste varmepumper som i dag installeres i danske hjem rummer cirka et kilo kølemiddel, som indeholder ekstremt stærke drivhusgasser.

– En varmepumpe indeholder lige så meget kølemiddel som et køleskab, men forskellen på de to maskiner er, at køleskabet er lavet som et lukket kredsløb fra fabrikken. Derfor skal noget gå meget galt, før de skadelige drivhusgasser kommer ud af kredsløbet. Når man installerer en varmepumpe skal man derimod forbinde flere rør, der hvor kølemidlerne løber. Hvis rørene ikke bliver lavet tæt fiser kølemidlet af, og det er der problemet opstår, siger han. 

Mange har utætte anlæg

Et kilo kølemiddel gør lige så meget skade som 4 tons CO2, og da der installeres 30-40.000 varmepumper om året, svarer det til 120-160.000 tons CO2 om året som boligejerne overtager ansvaret for. Alligevel ved boligejerne sjældent, hvordan de bedst skiller sig af med en udtjent varmepumpe eller installerer en ny uden at skade klimaet. Og det er et problem, mener Søren Bülow.

– Installationen af varmepumpen skal være helt tæt. Ellers slipper kølemidlet ud og op i atmosfæren, og så sker der to ting: Dels virker din pumpe dårligt, hvilket betyder at du skal bruge mere strøm for at varme hjemmet op, dels er du med til at skabe global opvarmning. Desværre installeres mange varmepumper i dag af personer, der ikke er uddannet til det. Derfor laver de utætte anlæg, siger han og tilføjer:

– Når varmepumpen skal udskiftes, skal det ligeledes gøres på en bestemt måde, så drivhusgasserne ikke slipper ud. Det er kun uddannet arbejdskraft, der kan håndtere dette, men i mange tilfælde bliver rørene bare skåret over, mens varmepumpen køres væk til skrot.

Som at køre i en gammel volvo i et år

Samtidig går salget af varmepumper som varmt brød. Hvor der i 2016 blev solgt 27.649 varmepumper til danske hjem, var tallet steget til hele 47.394 i 2018. Og netop derfor mener Søren Bülow, at det er vigtigt, at informere boligejere om, at de faktisk har noget farligt i deres varmpepumper. 

Det er nemlig ikke særlig kendt i den brede befolkning. 

– Desværre tror mange, at de sagtens kan købe en varmepumpe i et byggemarked, sætte den op og trykke på en knap – og så er den klaret. Men det handler ikke bare om at rørene skal sidde godt sammen, så de er tætte, som det for eksempel er tilfældet med et vandrør. Der er stor forskel på om rørene skal holde en gasart eller vand. Selvom man er VVS-uddannet har man altså ikke nødvendigvis kompetencer til at lave det her rigtigt, siger Søren Bülow, og sammenligner klimaskaderne ved at have en utæt varmepumpe i hjemmet med dét at køre 20.000 kilometer i en gammel volvo. 

Brug en cerificeret installatør

Har du planer om at udskifte din varmepumpe eller installere en ny, råder han dig derfor til at bruge en certificeret installatør – og ikke ham, der tilbyder at gøre det billigst muligt. Både for klimaet og din pengepungs skyld. 

For at være på den sikre side vælger mange boligejere nemlig en meget stor varmepumpe, og det betyder, at de ofte ender med at bruge meget mere energi på at opvarme deres hjem end det er nødvendigt. Nogle gange kræver varmpepumpen endda så meget energi, at den ender med at være en dyrere løsning. Vil du være sikker på at din varmepumpe fungerer effektivt som grøn energiform, skal en fagmand derfor kontrollere dimensioneringen. 

– Som forbruger kan det være svært at vide, hvor godt varmepumpen fungerer. Man kan mærke at den giver varme, men ikke om den kører optimalt eller om den bruger mere strøm end den burde. Her skal en fagperson komme og tjekke, om det fungerer ordentligt. Det er ikke nok, at der hurtigt kommer en og stiller det op og efterfølgende sender en regning. Så har man hverken bidraget til en løsning for sig selv eller klimaet, fastslår Søren Bülow. 

Gode råd til at installere og udskifte en varmepumpe 

1. Find en fagmand

Sørg for at installatøren er uddannet køletekniker eller er certificeret til at installere køleanlæg og varmepumper. 

2. Kend dit kølemiddel 

Det er meget forskelligt hvor meget kølemiddel der er i varmepumper. Hvis der er mere end ét kilo eller over, skal varmepumpen have et årligt lovpligtigt eftersyn, hvor en fagmand skal sikre, at der ikke slipper kølemiddel ud. 

Twitter Print

Mest læste artikler