Snart bliver det igen muligt for landets boligejere at søge om tilskud fra Bygningspuljen til at skifte fra naturgas eller oliefyr til varmepumpe, efterisolere huset eller sætte nye vinduer i. I denne omgang er der 121 millioner kroner i puljen. Det oplyser Energistyrelsen.
Alle boligejere kan søge om tilskud til at få en varmepumpe, mens tilskud til energiforbedrende tiltag er målrettet de boliger, der trænger mest. Det betyder, at kun helårsboliger med energimærkerne E, F og G kan få tilskud til projekter som isolering og udskiftning af vinduer.
Teknikken kan drille
I tidligere ansøgningsrunder har ansøgningsportalen for Bygningspuljen været plaget af udfordringer med det IT-system, ansøgerne møder. Folkene bag ansøgningssystemet har ifølge Energistyrelsen arbejdet med at udbedre disse fejl, men styrelsen oplyser også, at det dog ikke er en garanti mod nye tekniske problemer.
Energistyrelsen opfordrer derfor til at have tålmodighed, når man ansøger, og arbejder sideløbende på et mere brugervenligt ansøgningssystem, som kan gøre det lettere at søge tilskud i fremtiden.
Forbered dig i god tid
Der bliver åbnet for ansøgninger klokken 10 den 14. september, og du kan komme i et digitalt venteværelse fra kl. 9. Alle i venteværelset får tildelt en vilkårlig plads i køen klokken 10. Det er en god idé at tilmelde dig mailnotifikationer, så du får besked, når det er ved at være din tur. På den måde undgår du at vente foran computeren.
Ansøgningsportalen lukker igen for adgang kl. 18. Hvis du er inde på portalen, har du til kl. 20 til at blive færdig med din ansøgning. Energistyrelsens Rådgivningstjeneste har udvidet åbningstider for henvendelser fra kl. 8-20.
Inden åbningen er det en god idé at forberede din ansøgning. Få gode tips til ansøgningen her.
Her findes bl.a. en Tilskudsberegner, så du kan se, hvor meget du cirka kan søge i tilskud til et projekt.
Fakta om Bygningspuljen
Bygningspuljen udspringer af Energiaftalen 2018, og den skal medvirke til at skabe besparelser i energiforbruget i helårsboliger. Bygningspuljen har siden den første runde i 2020 givet tilsagn om tilskud til cirka 40.000 boligejere.
Knap 70 procent har fået tilsagn om tilskud til at skifte til varmepumpe fra blandt andet oliefyr og naturgas, mens ca. 30 procent af tilsagnene er givet til projekter om isolering, vinduer og ventilation.