6 sikre hits du kan lave i efterårsferien – uanset vejr

Efteråret byder både på smukke udedage og hyggelige indedage, og holder du efterårsferie, er der mange dejlige ting du kan lave. Få 6 sjove ideer til hele familien her. 

Om du holder efterårsferie eller ej, er årstiden skabt til at nyde naturens sidste overflod før vinterpausen – og til hyggelige gøremål indendørs på regnvejrsdage.

Her kan du finde 6 sjove bud på ting, som du og familien kan lave i efterårsferien i al slags vejr.

1. Svampejagt

Der er svampe på alle årstider, men spisesvampene har deres storheds­tid i sensommeren og efteråret. At jag­te svampene er samtidig en lejlighed til at lære mere om naturen, for mange svampe knytter sig til bestemte steder og træarter. Du må også gå på svam­pejagt i private skove, men her skal du færdes til fods og holde dig til stier og veje og respektere, at der kun er ad­ gang til solnedgang.

Medbring en lille kniv, så det er let at få den spiselige del af svampen med. Har du aldrig plukket svampe før, er det klogt at begynde med en eller to slags, som er lette at genkende og ikke kan forveks­ les med dødeligt giftige for eksempel rørhatte og kantareller. Bedst er det for begyndere at koble sig på en af de mange svampetu­re, som bliver arrangeret i hele Danmark.

Den sjællandske afdeling af Svampe­foreningen er for eksempel meget aktiv, og du kan finde dens arrangementer på Svampesjaelland.dk.

2. Stjernekiggeri

Fra slutningen af september er natten længere end dagen, og det gør det op­ lagt at bruge de klare nætter på at lære stjernehimlen at kende. Samtidig er nattehimlen i efteråret fyldt af de klassiske stjernebilleder som Cassiopeia og Svanen – og så selvfølgelig Karlsvognen, som altid kan bruges til at finde Nord­ stjernen og dermed gøre det muligt at finde vej.

Moderne apps gør det lettere at følge med i, hvad der sker deroppe på himlen over os. SkyView er en af de bedre med mange gode muligheder, også i den gra­tis version. På Stjernehimlen.info kan du under punktet “Astronomiske begiven­ heder” måned for måned se, hvad du særligt skal lægge mærke til.

3. Bålmad

Det kræver ikke meget brænde at lave et måltid over bål, og ofte er der grene og kvas tilovers efter efterårsoprydningen i haven, som du kan bruge til formålet – men brændet skal være tørt. Ellers bliver det til mere røg end ild og varme.

Vil du hellere ud i naturen, må du bruge nedfaldne kviste og grene fra skovbunden i statsskovene til et bål, så længe det ikke bliver til egentlig brændeindsamling i større stil – den slags kræver et sankekort. Klassikere som snobrød af fransk­ brødsdej samt pølser gør altid lykke, men med det rette hån­delag og grej kan bålmad blive mere avanceret. Tjek tips, tricks og opskrifter hos for eksempel Spejder.dk, Det Danske Spejderkorps’ hjemmeside. Skriv “bålmad” i søgefeltet.

På mange offentlige områder er der egentlige bålsteder, ofte med brænde til fri brug. Find dem på Udinaturen.dk.

4. Geocoaching

Geocaching er en moderne form for skattejagt, som foregår ved hjælp af GPS. Her skal du finde gemte skatte,geocaches, i natu­ren. Typisk er skat­tene en beholder med blyant og logbog samt nogle småting, som tidligere findere har efterladt. Dem kan du tage en eller flere af, hvis du selv lægger andre, og i logbogen skriver du kort om din oplevelse med at finde geocachen.

Alle steder kan findes på geocaching.com, som også kan downloades som app. Opret et gratis medlemskab, og søg så i det område, hvor du gerne vil gå på jagt. I øjeblikket er der mere end 34.000 geocaches i Danmark.

5. Syltning

Madspild er en af de største klimasyndere, og det går hårdt ud over bio­diversiteten, når vi rydder natur for at skabe plads til dyrkning af mad, som vi alligevel ikke spiser. Syltning med suk­ker, salt og eddike er en gammel meto­de til at undgå madspild – og det dur til meget mere end rødbeder og jordbær. Med kendskab til metoderne er der uendelige muligheder for at bruge ef­terårets overflod til at sætte pift på maden resten af året. Chutneyer, ketchup, relish og pickles behøver ikke at være de industrifremstillede fra supermarkedet, men er lette at fremstille i mange varianter og grader af sødme, skarphed og syrlighed.

Gør det til en sport at bruge af alt det, der ellers ville være smidt ud, eller som na­ boer og venner har så meget af, at de gladelig giver det væk. Mange steder tilbyder lokale oplysningsforbund, madhuse og foreninger syltekurser, men begynd ellers enkelt med en eller to ting, som du har lyst til at kaste dig over, og udvid så, efter­ hånden som du føler dig sikrere. Der er masser af opskrifter online.

6. Fotobøger

Du har garanteret masser af fotos af familie, venner, haven eller diverse rejse­ mål liggende på computeren eller mobilen. Her kan de selvfølgelig bare blive lig­ gende, men indimellem giver det virkelig glæde i år fremover at få dem produce­ ret til en egentlig fotobog, og der er efterhånden mange websites og apps, som er gode til formålet. Blandt de bedste er Pixum og Photobox, men tjek, hvad I skal bruge, og gør det så til et familieprojekt at skabe årets (eller måske mange års) fotoalbum, mens regnen siler ned derude.

Et par tips: Brug billeder i en høj opløsning. På print kan man se klar forskel. Brug ikke for mange fotos per opslag – hellere få virkelig gode fotos end mange ligegyldige. Skriv, hvem der er på fotoet, og hvornår og hvor det er taget. Det kan I sagtens huske nu – men det kan blive et familieskænderi om 20 år.

Mest læste artikler