Aalborg Zoo er Aalborgs mest populære attraktion og en hyggelig og lærerig oplevelse for alle generationer. Som det eneste sted i Danmark kan havens gæster her møde den asiatiske løve, afrikanske elefanter og Borneo orangutang.
Aalborg Zoo er åben 363 dage om året, så der er også rig lejlighed til at glæde sig over de mange dejlige dyreunger i haven og følge med i deres udvikling og adfærd. I år er der særlig grund til at besøge isbjørnene, der har to legesyge unger og den sydamerikanske afdeling, der for første gang i mange år har en bedårende tapirunge.
Ny eksotisk Butterfly Café
Årets store nyhed er en Butterfly Café, den første af sin slags i Danmark, som åbner i pinsen. Med inspiration fra verdens regnskove har Aalborg Zoo skabt en helt ny og eventyrlig oplevelse for gæsterne, der her kan nyde et eksotisk måltid i tropiske omgivelser. I den hulelignende café blander lyden af et brusende vandfald sig med kvækkende frøer og en brølende jaguar. Smukke sommerfugle flakser rundt, og pludselig flænges himlen af et lyn, og en buldrende torden får dyrelydene til at forstumme for et øjeblik.
Ansigt til ansigt med fortidens kæmper
I Aalborg Zoo kan man også opleve en dinosaurudstilling ud over det sædvanlige. Ingen har nogensinde set dem i live. Mystikken om dem er stor, og spørgsmålene og teorierne om deres opståen, liv og udryddelse er mange. Og netop det er måske forklaringen på, at kæmperne fra den fjerne fortid bliver ved med at have en nærmest magisk tiltrækningskraft på både børn og voksne.
I dinosaurudstillingen, EXTINCTION kommer gæsterne i nærkontakt med 20 imponerende dinosaurer i naturligstørrelse. Udstillingen er en tidsrejse fra nutidens fossiludgravninger tilbage til jura- og kridttiden og rummer fortællinger om nyt frodigt liv, der opstår, gigantiske planteædere og rovdinosaurers nådesløse kampe og til sidst en altødelæggende destruktion.
Back to the ICEAGE
Og vil man se flere af fortidens kæmper, kan man besøge udstillingen Back to the ICEAGE. En isnende vind blæser fra isbræens kant. Mammutflokken går gungrende forbi i skumringen, og i horisonten anes et bølgende nordlys. Det er istid i Danmark. Og nu, mere end 15.000 år senere, er mammutterne vendt tilbage.
Fortidens dyr er genskabt i naturlig størrelse og sender gæsterne tilbage i tiden i en sanselig tusmørkefortælling om liv og død ved iskanten. Her står man ansigt til ansigt med meterhøje mammutter, drabelige sabelkatte og uldhårede næsehorn, der har fået selskab af istidens andre karismatiske indbyggere som hulebjørn og kæmpehjort.
Begge udstillinger er inkluderet i entrébilletten til Aalborg Zoo.
Aalborg Zoo åbnede i 1935 og besøges hvert år af små 500.000 gæster.