Hvis andre øer er kendte for roer og kartofler, så er Ærø ‘desserten’. Bolsjer, lakridskonfekt, chokolade, is, øl, single malt-whisky og cigarer – og de tykke pandekager, løvtens paa’kar.
Men her er også maleriske landskaber, eventyrlige huse og smukke træskibe. Som de lokale siger: “Alt andet er vand ved siden af Ærø.” Ikke underligt, at gifteklare romantikere fra ind- og udland flokkes her.
Overvejer du derfor at tage færgen til Ærø, har vi her lavet en guide over hvilke spændende ting du kan opleve.
Unik natur på Ærø
Ærø er et af de steder i Danmark, med flest solskinstimer om året. Derfor er Ærø også beriget med en utrolig smuk og anderledes natur. Her er det ikke unormalt, du finder eksotiske planter og blomster, der normalt ikke ville overleve i Danmark, og normale planter der udvikler sig til en bemærkelsesværdig størrelse.
Cykel- og vandretur på Ærø
Ærø er perfekt til cykel- og vandreferien. Her får du både en smuk udsigt på turen, og øen har den helt perfekte størrelse, så turen aldrig bliver for lang. Der findes flere officielle cykel- og vandrestier med panoramaudsigt over den smukke natur og Det sydfynske Øhav med distancer fra 8 kilometer og helt op til 200 kilometer.
Find cykelkortene hos turistbureauerne, hvor du i Ærøskøbing udover et kort, får rutebeskrivelse med gode historier om de steder, du kommer forbi.
Bad ved Vesterstrand
Lige ude for Ærøskøbing ligger Vesterstrand. Sandstranden er børnevenlig, lavvandet og har en badebro. Vesterstrand ligger ved bugten ud mod Urehoved, hvor de kendte små og farverige strandhuse ligger.
Skjoldnæs Fyr på Ærø
I nordspidsen af Ærø kan du besøge et af Danmarks smukkeste fyr, hvor du i 22 meters højde har en fantastisk udsigt over Østersøen, Det sydfyenske Øhav og Lillebælt. Fyret kan ses hele vejen fra Kiel i Tyskland af. Det blev nemlig bygget efter nederlaget i 1864, som en hilsen til de tabte venner og familie.
View this post on InstagramÆrø has definitely become one of my favorit place… #skjoldnæs #ærø #søby
Golf med enestående udsigt
Kun 20 meter fra Skjoldnæs Fyr, ligger en golfbane med en helt unik beliggenhed, med udsigt til hav på tre sider, som du ellers skal hele vejen til Skotland eller Irland for at opleve.
Find spændende fugle og planter
Naturområdet ‘Næbbe’ på Ærø ligger tæt ud mod den lave klint på øens nordside. Er du interesseret i fugle og planter, er dette idylliske område det helt perfekte sted at tage på udkig.
Kys frøen på Ærø
På Ærø kan du prøve Oplevelsescenteret ‘Kys frøen’ i Søbygaard, som er specielt populært blandt børnefamilierne. Her kan du nemlig sammen med børnene tage på sjove oplevelser i naturen og kulturhistorien, med en masse læring. Du kan låne alt det nødvendige udstyr, så hele familien bliver klar til at tage på blandt andet skattejagt, finde vilde urter til pandekagerne, optagelse af fuglefløjt og bænkebiderræs.
Marstal Søfartsmuseum
Danmark er en af verdens store søfartsnationer. På Ærø kan du besøge Marstal Søfartsmuseum, hvor du får sømandsskrøner og et indblik i den hovedrolle, Ærø har spillet hvad angår skibsbyggeri og langfart, smuglere og sørøveri. Museet har over 200 skibsmodeller, mere end 130 flaskeskibe og meget mere. Udover søfartens historie kan du også her gå på opdagelse i historiens tekstiler, keramik, køkkenredskaber og malerisamlinger.
Tag busen rundt – gratis!
På Ærø er det et must at tage bussen, der kører hver time. Ikke nok med at du oplever en masse forrygende udsigter, er det også gratis. Bussen stopper ved alle færgehavnene og tager dig med rundt på øen, og er særdeles populær blandt både turister og de lokale. På ruten kommer du blandt andet forbi Ærøs flotte vandtårn, Ærø Rådhus og de lokale købmænd og kroer. Skal eller har du været på cykeltur, kan bussen medtage op til tre cykler, så du kan tage bussen den ene vej, og cykle den anden.
Camping på Ærø
Kræver din tur til Ærø en overnatning eller flere er et populært valg camping, da flere af dem, ligger lige ud til badestrande. Tag på Søby Camping Ærø, hvor de har legeplads til de mindste og petanquebane og hyggeligt bålsted til hele familien. På denne campingplads har de højbede med lækre friske krydderurter og grøntsager, som du frit kan gøre brug af.