Overraskende tendens: Trods grænseåbninger storhitter sommerhusjagten i Danmark

Siden coronaen kom til Danmark og lagde en dæmper på danskernes rejsemuligheder, er der sket en eksplosion i interessen for sommerhuse. Og selvom grænserne for alvor er åbnet mere op, er det tilsyneladende ikke alle, der foretrækker den sydlandske sol i sommermånederne.

I sommeren 2021, hvor grænserne til resten af verden for alvor er åbnet mere op, skulle man tro, at den danske rejselyst ville vende tilbage til normalen. Men det er tilsyneladende ikke de eksotiske rejsemål langt væk fra de danske breddegrader, der trækker mest.

Dugfriske tal fra udlejningsportalen Airbnbs seneste rejserapport viser, at interessen for sommerhuse fortsat stiger. Og det er ikke bare en lille stigning, der er tale om. Der er nemlig hele 70 % flere søgninger på sommerhuse i sommeren 2021 sammenlignet med 2019, skriver de i en pressemeddelelse.

Er ‘staycation’ det nye sort?

Noget tyder altså på, at danskerne foretrækker at blive hjemme og holde ferie i Danmark. Det er ikke det stigende antal søgninger alene, der afslører den ændrede rejsetendens. Flere har valgt at blive Airbnb-værter siden marts 2020, hvor de nye værter samlet har tjent mere en 55 millioner kr. før skat.

Rapporten viser yderligere, at de globale rejsemønstre har ændret sig, og at de typiske sommerhusområder langs kyster og landområder nu er verdensborgernes foretrukne destinationer, hvor det hidtil har været storbyerne, der har budt flest turister velkommen. Det kan ses som et udtryk for et ønske om at opleve nye områder – langt væk fra masseturismen.

Mest læste artikler