Så ta’r vi cyklerne frem

Sommerlandet tager sig smukt ud i cyklens rolige tråd. Her får du tips og gode råd om ferie på cykel.

Af Annemette Schou
Fotos: Steen Karup

Fra Skagen, langs østkysten af Jylland, rundt om Djursland og Mols, en afstikker til Kolding og endestation i Sønderborg. Det er kort sagt den længste cykelrute herhjemme. 650 kilometer vekslende mellem asfalt- og grusveje. Ruten er en af Danmarks 11 nationale cykelruter, som dækker hele landet.

Ruterne bringer dig gennem naturområder, forbi historiske bygninger, mindesmærker og små og store byer. Og med mellemrum ligger der campingpladser, vandrehjem og hoteller, hvor ømme ben kan hvile ud.

Foto: Steen Karup

Planlæg turen
Overvejer du at cykle landet tyndt i sommerferien, så planlæg turen hjemmefra. Ikke nødvendigvis ned til mindste detalje, men hav styr på de store linjer.

Første punkt er at finde ud af, hvor turen skal gå hen. Hos Dansk Cyklistforbund kan du købe kort over de fleste af cykelruterne. Du kan finde inspiration hos Visit Denmark eller kontakte de lokale turistbureauer, som kan fortælle dig om mindre, knap så kendte cykelruter i deres område

Kom i god form
Kører du kun korte cykelture til hverdag, er det en god idé at bruge nogle weekender både til at komme i form og til at finde ud af, hvor langt du kan køre. Selv om du regner med, at du kan klare fx 60 kilometer om dagen, så træk 10-20 kilometer fra. Der vil komme dage, hvor de “gode” ben ikke er der. Er I flere, som skal af sted sammen, så sammensæt en rute, hvor der er noget for enhver smag. Ungerne har måske ikke så meget lyst til at se på borgruiner, men venter der en is lidt senere eller en tur i Sommerland dagen efter, så hjælper det på tålmodigheden.

Cykelferie er næsten skræddersyet til børnefamilien. Børnene får brændt energi af, og I kan stoppe og strække benene, når I har lyst. Men du skal selvfølgelig planlægge efter, om du har en toeller tiårig med på cykeltur. En cykelanhænger er nummer et, hvis ungerne er små. Her kan de sidde i ly for vind og vejr og tage sig en lur, mens du træder i pedalerne.

Hvor gamle børn skal være, før de kan klare hele turen selv, er forskelligt fra barn til barn. Er dit barn for stor til anhængeren og for lille til at cykle selv, kan en halvcykel, som spændes på den voksnes cykel, være løsningen. Så kan barnet tage en slapper, hvis energien slipper op.

Tag et pusterum på cykelturen
Det danske sommerland kan byde på et væld af attraktioner, når I har brug for en pause på jeres cykelferie.

I Nykøbing Falster giver Middelaldercentret fx et levende indblik i, hvordan man levede i middelalderen med ridderturneringer, markedsstemning og blideskud. Og der er mange andre muligheder.

Foto: Nykøbing f´s middelaldercenter
Der er rigtig god stemning
på Nykøbing F´s middelaldercenter

Udstyr i topform
Men før I hopper på cyklerne og kører af sted, skal udstyret være i orden. Og der skal pakkes. Cyklerne skal smøres og justeres. Det kan betale sig at sætte nye dæk på, så turen ikke bliver afbrudt af alt for mange lapninger. Du kan evt. sende jernhesten hen til cykelsmeden og lade ham klare jobbet.

Det er begrænset, hvor meget der er plads til på en cykel. Har du en anhænger kun til bagage, kan du selvfølgelig have mere med. Pak aftenen før, og tag en god lang tur på cyklen med oppakning på, så finder du hurtigt ud af, om du har for meget med.

9

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler