Sommeren er nær, og inden længe indtager feriegæsterne landets sommerhuse. Det er derfor en god idé at få gjort sommerhuset klar forud for højsæsonen, og det kan du få tre gode tips til her fra en af landets største sommerhusudlejere DanCenter.
1. Internetforbindelsen skal spille
Hvis dit sommerhus ikke allerede har en fornuftig internetforbindelse, bør du overveje at få det. For selvom et sommerhus ofte forbindes med internetfri zone, så sætter mange pris på at kunne streame film eller spille online computerspil. Samtidig er internettet blevet så stor en del af livet for os alle, at det efterhånden er et krav for mange lejere, at de kan være online i sommerhuset:
– En stabil og hurtig internetforbindelse har længe været et stort ønske fra vores gæster, og behovet er kun blevet større det seneste år som følge af lockdown, hvor mange har benyttet sommerhuset som hjemmekontor. Vi kan blandt andet se, at internetadgang i stigende grad bliver tilføjet som et specifikt søgekriterie, når vores gæster søger på sommerhuse på vores hjemmeside, fortæller Peder Jensen, som er indlejningschef hos DanCenter.
2. Få fixet de småting, der er i stykker
Førstehåndsindtrykket af dit sommerhus har stor betydning for, om lejerne får en god ferie. Det er derfor vigtigt at reparere eventuelle småting, som er i stykker. Smør hængslerne på de døre, der binder og piber, og mal de lister, som trænger. Det er med til at sikre, at gæsterne vil leje dit sommerhus igen.
3. Gennemgå køkkenskufferne
Tjek op på indholdet i køkkenet. Der bør som minimum være ét sæt service til alle overnattende gæster samt både gryder, pander, køkkenknive og nødvendige køkkenredskaber til madlavning. Derudover bør du også sørge for basale ting som salt og peber, bagepapir, kaffefiltre og opvaskemiddel, hvis du vil være ekstra god ved dine gæster.