Staycation er den nye ferieform

Staycation er en helt ny måde at holde ferie på. Se her, hvad ferieformen dækker over, og hvem den egner sig til. 

Drømmer du om en ferie, hvor du i virkeligheden ikke behøver at rejse langt væk for at få nye oplevelser? Så er staycation måske den helt rigtige ferieform for dig!

Staycation er en sammentrækning af stay, at blive, og vacation, ferie. Det betyder, at det er en hjemmeferie, hvor man så at sige forvandler sit eget hjem til feriestedet. Men rigtig staycation er det ikke, medmindre det føles anderledes end hverdagen, så kunsten er at foretage sig noget, der giver dagene et andet indhold.

Hvem kan holde staycation?

I princippet kan alle holde denne form for hjemmeferie, men det er især velegnet til børnefamilier og familier, hvor et eller flere af medlemmerne ikke har mulighed for at rejse på ferie. Børn elsker som regel at være hjemme og have god tid med forældrene – og god tid i det hele taget. De behøver ikke at rejse for at føle, at ferien er en velkommen forandring.

Hvor kan du holde staycation?

Det ligger i navnet, men man behøver ikke at være mere dogmeagtig, end man selv har lyst til. Hvis familien drømmer om en overnatning eller to hjemmefra i ferien, kan man jo bare gøre det.

Hvilken tid på året er bedst?

Hele året – men i et klima som det danske giver hver årstid forskellige muligheder og begrænsninger. Sommeren er nok mest oplagt.

Hvordan holder du staycation?

Det vigtigste er at beslutte, hvad familien har lyst til at få ud af ferien. Selvfølgelig kan man holde ferie uden nogen klar plan, men så er der en risiko for, at man hurtigt falder tilbage i hverdagen.

Følgende idéer er derfor gode at have i baghånden:

  • Vær turist i eget lokalområde

Besøg museer, og opsøg lokale aktiviteter og steder, som I ikke har oplevet sammen, eller hvor I måske ikke har været længe. De fleste børn elsker at ligge i telt i haven og lave mad over bål

  • Gourmetferien

Opsøg de gode spisesteder i omegnen eller gårdbutikkerne og de små producenter. Lav mad sammen, som er anderledes, end I ellers ville lave den. Måske som vegetarer? Eller en uge med retter fra et nyt land hver dag? Det er også en god anledning til for eksempel at spørge folk i nabolaget fra andre lande om tips og tricks til deres bedste retter. Eller hvad med jeres egen familieudgave af ‘Den Store Bagedag’, hvor I inviterer venner eller naboer ind som prøvesmagere og dommere?

  • Aktiv ferie

Her er mulighederne gode i Danmark, også i vinterhalvåret. En enkel og billig måde at være sammen på er at vandre ud på længere dagsture sammen. Det giver ro og mulighed for gode samtaler, efterhånden som kilometerne tilbagelægges.

  • Projektferien

Skal I anlægge en køkkenhave? Eller er det børneværelsets tur til den store opgradering? Med lidt planlægning og en beslutning om, at alle skal bidrage, kan projektet blive en anden form for aktiv ferie. Sørg for opgaver til alle, også de mindste, så I er fælles om det. Stop hver dag til aftalt tid, så det ikke bliver en sur pligt, og så der også er tid til andet. Og fejr dagens fremskridt hver aften – og selvfølgelig ekstra, når målet er nået.

Mest læste artikler