Denne artikel er oprindeligt udgivet på voresvilla.dk og flyttet til idenyt.dk efter 2018.
Det var af med træskoene, for ellers kunne det koste livet, når man sjoskede afsted med metalbeslåede træsko og skulle lave krudt på Krudtværket i Frederiksværk i midten af 1800-tallet. Risikoen for livsfarlige gnister var enorm. Derfor skiftede arbejderne fra træ- til sivsko, når de mødte om morgenen – og det var livsnødvendigt.
Min 12-årige søn Malthe dukkede sig, da jeg om morgenen fortalte, at det var far-har-valgt-et-museum-dag, og han havde mange forklaringer om vigtigheden af at vente på en helt særlig opdatering i hans computerspil.
Men, vi kender hinanden, og han ved, at der bag ordet museum gemmer sig dannelse og forældre, der for engangs skyld mener noget for alvor. Så afsted det gik til det bynære museum, der er et slags frilandsmuseum, hvor man allerede ved indgangen kan se, at det engang har været en livsfarlig arbejdsplads. Risikoen for eksplosioner kan aflæses i landskabet, hvor der er tydelige beskyttelsesvolde og høje træer, der skulle opfange vragdele og afrevne lemmer, når – ikke hvis – det gik galt.
Industrieventyr i 1700-tallet
Malthe er helt på, allerede før vi er kommet gennem indgangsdøren. Selvom han får strøet viden om generalmajor J.F. Classens enorme industrieventyr fra midten af 1700-tallet og en snak om enevældens næsten 200-årige indflydelse på landet, så begynder han snart selv at læse højt om, hvordan krudtværksarbejderne hældte krudtkorn ned i tromler, hvor de blev blandet med grafit, og på den måde blev poleret og blev til de fineste jagtkrudt. Han læser også om, hvordan artilleriets prøvekommission via en morterprøve tjekkede krudtets beskaffenhed.
Indtil 1825 var krudtkravet, at 93,6 gram krudt skulle kunne kaste en 29 kg tung kugle mindst 300 meter, og man får syn for sagen, når man lader hænder og fantasien røre ved de to azurirrede kanoner fra Kong Frederik den femtes tid.
Det kan mærkes i fødderne
Vi går fra hus til hus med hver sin opgave i krudtfabrikationen, og det kan mærkes i fødderne, når den bedagede svingkornemaskine går i gang. Hele det lille træhus ryster, det knirker højt og Malthe lærer ved øje og læsning, hvordan man i 1400-tallet havde fundet ud af, at krudt blev kraftigere, når det bliver presset til små korn. Men det krævede, at krudtet først blev gjort fugtigt og formet til krudtkager, som blev slået i stykker af den sindrige svingmaskine. Èn mand kunne betjene den, og lave 500 kg krudt om dagen.
Vi er ved at være ved museets sidste hus, og Malthe har fået svært ved at skjule sin begejstring. Her er noget for hænderne, noget at gå til, noget at blive klog på, og så er det et ganske overskueligt museum, der i efterårsferien har åbent mellem klokken 11 og 16, bare ikke om mandagen.
