Tivolis hemmelige regel: Dette må du gerne medbringe i Tivoli

Den populære forlystelsespark går nu selv til pressen for at gøre opmærksom på et smuthul i reglerne.

– Medbragt mad og drikke må ikke nydes her. De fleste danskere har formentlig vænnet sig til at se et skilt med denne ordlyd, når de indløser billet til en oplevelse.

Det er imidlertid ikke alle steder, hvor de besøgende tvinges til også at købe frokosten, når de først har fået adgang. Det vil Tivoli i København således gerne gøre opmærksom på.

– Vi vil rigtig gerne slå et slag for, at gæsterne i Tivoli gerne må medbringe egen madkurv, der kan indtages, mens de f.eks. sidder på Plænen i Tivoli. Det er der alt for mange gæster, som ikke ved, og derfor afholder sig fra. Det er da en skam, når vi nu gerne vil opfattes som Københavnernes have, fortæller Tivolis pressechef Torben Plank.

Tag pænt tøj på

Ikke bare åbner Tivoli op for medbragt mad og drikke. Forlystelsesparken har også sat det i system, eftersom Tivoli hvert år i juni måned afholder en såkaldt Vintage-picnic. Her opfordres alle til at finde deres mest stilfulde tøj frem med inspiration fra dengang mor, bedstefar eller tipoldemor tog i Tivoli. Der er tradition for, at mange møder op i deres smukkeste og mest stilede outfit, hvor de hylder fortidens stil: Eksempelvis klassiske jakkesæt med bowter (flad stråhat), soldateruniform fra krigen, swingskørt og hestehale, gulvlange kjoler med blondekant og vand-onduleret hår eller blot en smuk sommerhat.

Hvert år i juni afholder Tivoli såkaldt vintage-picnic, hvor gæsterne pynter sig op efter alle fortidens regler. Foto: Tivoli

– Jeg glæder mig hvert år til at opleve de mange fremmødtes påklædning, hvor nogle blot har iført sig deres mormors gamle smukke hat og andre er dykket ned i kulturhistoriske detaljer samt kredset om farver, fortællinger og egen fortolkning i skabelsen af det helstøbte udtryk. Men selvom udseende fylder meget denne dag, så skal vi absolut ikke glemme, at det også er en dag med afslapning i græsset og masser af mad, musik og hygge – og det plejer der heldigvis også at være rigeligt af, fortæller arrangøren Maria Westh.

Mest læste artikler