Du behøver ikke bruge pesticider for at holde skadedyrene væk fra din køkkenhave. Det er faktisk både let og billigt at få dine planter i køkkenhaven til at trives helt uden brug af pesticider. Her er 5 tips.
Vælg robuste plantesorter
Når du skal vælge planter til din køkkenhave, er det vigtigt, at du vælger robuste plantesorter. Gå efter økologiske planter, som er fremavlet uden brug af syntetiske pesticider, og sørg for, at de planter, du anskaffer, er i god vækst, når du planter dem ud.
Plant de forskellige sorter forskellige steder
Det er også vigtigt, at du varierer, hvor du planter de forskellige sorter i din køkkenhave. Nogle svampesygdomme og skadedyr i jorden er nemlig knyttet til de enkelte afgrøder, så hvis du varierer, hvor du planter sorterne, giver du planterne en bedre forudsætning for at klare sig, uden at du skal bruge af pesticider. Du behøver ikke variere, hvor du planter de forskellige sorter hvert eneste år, men du bør som minimum gøre det hvert fjerde år.
Vælg økologiske frugttræer
Når du skal plante nye frugttræer, så gå efter økologisk frugttræer, da de typisk er mere robuste over for skadedyr end ikke-økologiske. Du skal helst vælge træer og buske, som er egnede til det danske klima og til de lokale jordbundsforhold. Din lokale planteskole kan vejlede dig om dette.
Vand dine planter regelmæssigt
Du skal være opmærksom på, at tørre planter er mere modtagelige for skadedyr end planter, der vandes ofte. Så sørg for at vande dine planter regelmæssigt.
Fjern bladlusene hurtigt
Hvis dine træer og buske skulle blive angrebet af for eksempel bladlus, kan du manuelt fjerne bladlusene – eller du kan vælge at fjerne de angrebne blade eller smågrene. Du kan fjerne bladlus med fingrene, men du kan også spule planterne med en vandslange for at få bladlusene væk. Det er vigtigt, at du handler hurtigt og fjerner dem straks du opdager et angreb, så de ikke spreder sig