12 farverige blomster, der er utroligt nemme at dyrke i haven

Her får du et bud på 12 forskellige og farvestrålende planter, der kan tilføre lidt liv til din have. 

Nemme blomster, der tilfører liv og farve

Det er ikke altid lige nemt at holde en have med mange forskellige planter og blomster. Hver og én kræver forskellige leveforhold og pasning. Dog er det stadig muligt at have en have med mange smukke og fyldige blomster, selv hvis ikke du skulle have grønne fingre.

Vi har samlet 12 af de smukkeste, farvefyldte og nemmeste blomster at passe i sin have.

Spring direkte ned til den blomst du ønsker at læse om, ved at trykke på navnet herunder – eller læs om dem allesammen længere nede på siden.

1. Flerårig kæmpe hibiscus (Hibiscus moscheutos)

Hibiscus er en slægt, som er udbredt i tempererede, subtropiske og tropiske områder (Afrika og Asien). Hibiscus slægten består af mere end 200 forskellige sorter af blomster, som kan være alt lige fra enårige urte til stauder, buske og træer.

De smukke blomster du kan få i Danmark, er store og trompetformede med fem kronblade. Frugterne er små kapsler inddelt i fem rum, der åbner sig, når blomsten er moden og springer ud.

En af de mest almindelige sorter af Hibiscus, der bliver dyrket i Danmark er den syriske rose (Hibiscus syriacus). Det er en stivgrenet busk med en åben vækst. Der findes mere end 450 forskellige sorter af den syriske rose. I Danmark har vi omkring 50, der er hårdføre nok til at kunne begå sig i vores klima.

Læs her mere om den smukke plante; blandt andet om, hvordan du dyrker den i din have.

2. Have-petunia (Petunia x hybrida)

Petunia er en slægt med ca. 25 arter, der primært er udbredt i tempererede og subtropiske dele af Sydamerika.

Petunier er oftest flerårige i deres hjemland, men her i Danmark ser vi det som en et års blomst. Vi har primært tre sorter af petunier i Danmark: Violet, Hvid og Have-petunia. Have-petuniaen er en hybrid af de to andre.

Det er en urteagtig plante med en opstigende til krybende vækst, den kan have brug for opbinding. Planten er yderst velegnet til at gro i hængekrukker eller andre krukker. Blomstringen foregår gennem hele sæsonen (juni – oktober).

Både blomsterblade og stængler er tæt besat med kirtelhår, som minder om små, klistrede dun.

Der findes rigtig mange forskellige sorter af Have-petunia, som alle kan bruges til udplantning i bede, kummer, krukker og altankasser. Petunierne kræver fuld sol, jævnlig vanding og gødning, men er ellers meget lette at passe.

3. Frøkenhat (Zinnia violacea, tidl. Zinnia elegans)

Frøkenhat er en smuk plante, der giver dig muligheden for at plukke flere armfulde blomster til buketter og på samme tid efterlade et hav af farve i dit bed. Smalbladet zinnia (Zinnia angustifolia) er også en mulighed.

Der findes rigtig mange forskellige sorter af frøkenhat, som bliver op til 15 – 75 cm høje. Blomster varierer også meget, de kan være fyldte eller enkelte blomster, store- eller småblomstrede og i næsten alle farver. Nogle af de mest almindelige farver er hvid, rosa, gul, orange, brun og mørkerød.

Blomsten er rund og smuk, og mange bruger den også til at tørre. Frøkenhatten forkultiveres fra marts, hvis du hellere vil så den direkte, skal dette foregå i april-maj.

Læs her mere om Frøkenhatte og hvordan du sår den.

4. Ungkarleknap slægten (Gomphrena globosa)

Gomphrena-slægten omfatter omkring 70 forskellige sorter, hvoraf de fleste er vildtvoksende blomster i Sydamerika og Australien. De er tørketålende og klarer sig ekseptionelt i meget varme somre.

Ungkarleknap er en sommerblomst der, hvis den får nok varme, står og passer sig selv. Hvis du tørrer ungkarleknappens blomster, er de glimrende evighedsblomster. Tørrede blomster, der bruges som evighedsblomster i eksempelvis kranse og buketter, beholder deres form og farve i flere år.

Ungkarleknap vokser bedst un­der glas i sandblandet, næringsrig muldjord og kan kun udvikles på fri­land på et varmt, beskyttet sted.

Frøet sås i varmbænk eller i væksthus i marts-april. Planterne prik­les eller pottes senere om i 25 cm store potter og flyttes til koldbænk eller plantes ud på friland med 20-25 cm’s afstand.

5. Mandstro (Eryngium)

Det er en slægt med 40 sorter, der er udbredt i Europa, Nordafrika, Asien og Nord -og Sydamerika.

Den russiske mandstro (Eryngium planum) er en gammel og kendt plante, der er utroligt elsket blandt blomsterbindere. Selve blomsten er blågrøn og er glimrende til både at tørre og til at bruge frisk i både buketter og dekorationer. Det er en opret staude.

Mandstro blomstrer i juni – august, og har en meget høj nektar/pollen værdi for bier. Hvis du planter denne blomst i din have, vil du få mange summende besøg og sommerfugle, der er med til at gøre haven levende og skøn.

Du kan så frøene direkte på voksestedet i maj-juni eller så frøene indendørs i april maj, hvor du derefter kan sætte planten i jorden, hvor du ønsker det, sidst i maj. Planten trives bedst i fuld sol. Planten spirer ved omkring 18-23 grader.

6. Daglilje (Hemerocallis)

Dagliljen findes i mange sorter og vokser primært i Østasien. Det er en flerårig blomst, der kommer igen år efter år. I reference til navnet, blomstrer den med store flotte blomster, der desværre kun står smukt i omkring 24 timer. Når de fleste sorter blomstrer, springer de store og smukke blomster ud i morgentimerne og visner hen den selv samme nat, når den har vist sit smukke jeg frem hele dagen.

Med tiden vil der fremblomstre en ny blomst, hvor den forhenværende visnede bort. Dagliljen er ikke helt vildt populær i Danmark, hvilket er en skam. Blomsten er både smuk og nem at passe, og den står frodig fra det tidlige forår til november.

Dagliljen fås i alle tænkelige farver og faconer, lige pånær blå.

Faktisk kan man også spise dagliljerne. I Østen bruger man de tørrede blomster og specielt Hemerocallis citrina. De kaldes gyldne nåle, og spises som en stor specialitet. De friske blomster fra denne type daglilje smager lige præcis, som de dufter. Det er lidt sjældent for blomster.

Dagliljens blomster er nok den eneste blomst, bortset fra violer, der i virkeligheden smager godt, og ikke bare mest er smuk at se på.

7. Almindelig sløjfeblomst (Iberis sempervirens)

Den almindelige sløjfeblomst har hvide blomster og en lav pudeformet vækst, hvilket er skyld i tilnavnet “snepude”. Stauden vokser busk-agtigt og har små, grå og bløde grene. Sløjfeblomsten har mørkegrønne blade, der nærmest føles helt læderagtige.

Iberis Sempervirens stammer oprindeligt fra bjergegne i Sydeuropa, hvor den gror i fuld sol på en kalkrig bund. Det er en fremragende stenbedsplante, der gror fint sammen med eksempelvis guldslør eller almindelig blåpude. Planterne følges fint ad, når det kommer til både blomstringstid, jordbundskrav og vækstform.

Den almindelige sløjfeblomst bliver omkring 30 cm høj og 40 cm bred, hvis den får lov at vokse vildt. Planten er tørketålende når den først er etableret godt i haven og den trives bedst uden alt for meget vand, derfor bør lerholdig jord, der forbliver fugtig, undgås.

Så et frø under glas i marts-april. I maj kan du plante den spirende plante ud i haven. Planten vil blomstre tidligere end de planter, der bliver sået direkte på levestedet i april-maj.

Det kan være en fordel at plante flere blomster med et par ugers mellemrum, på den måde strækker du blomstringen af dine sløjfeblomster til hele sæsonen.

8. Stråle solhat (Rudbeckia)

Stråle solhat er en løvfældende staude, der har smukke gule kronblade og en tueagtig vækstform. Det er den variant af Gul solhat, der bedst tåler tørke og er rigtig god til bier og svirrefluer. Stauden stammer oprindeligt fra Nordameria.

Hvis du plukker en buket af stråle solhat, vil denne holde meget længe, da de afskårne blomster holder sig utrolig godt i en vase indendørs. De mørkegrønne blade sidder på stive stængler og er elliptiske med en groft tandet rand.

Stråle solhat blomstrer fra august til slut september, og spreder sig aggressivt omkring levestedet. Der findes utroligt mange forskellige arter af solhatte. En anden af Danmarks mest populære solhatte er Rød solhat.

9. Have-purpursolhateller Rød solhat (Echinacea purpurea)

Rød solhat er en flerårig staude. Den bliver mellem 50 cm og 150 cm høj. Blomsten er en kurveblomst med et konisk-formet, mørkt blomsterhoved. Rød solhat består, ligesom blandt andet solsikken som den er nært beslægtet med, af mange små blomster.

Rød solhat er blevet en af de helt store stjerner i de danske havers staudebede. Planten er let at dyrke, når bare den får meget sol. Derfor den skal altid have den mest solfyldte plads i staudebedet.

Læs også: Rød solhat – prærieblomsten og lægeplanten

10. Hjortetrøst (Eupatorium)

Hjortetrøst er en kraftig staude, der bliver ca. 1,5 – 2 meter i højden. Planten har store og flotte mørkerøde eller mørkerosa blomster, der spreder en sød og krydret duft i haven. Hjortetrøst er en af de bedste planter, du kan plante for at tiltrække smukke sommerfugle i din have.

Hjortetrøst blomstrer fra august til oktober, og er derfor et rigtig fint supplement til sensommer blomstringen i din have. Hvis du gerne vil tilføre et frodigt indtryk, kan du med fordel plante flere planter sammen i en større gruppe.

Hjortetrøst trives bedst på fugtig jord og i sol eller halvskygge. Du kan med fordel bruge den flerårige plante som et anker i dit staudebed, men husk, at det er normalt, at stænglerne dør hen om vinteren og kommer tilbage i løbet af sommeren, hvorefter blomsten igen vil blomstre sent på sæsonen.

11. Almindelig solsikke (Helianthus annuus)

Solsikken kan blive op til 3 meter høj, og med sine store flotte og gule blomsterhoveder, er det svært ikke at beundre den store gigant. Alt efter hvilken sort du har valgt til din have, kan blomsterhovederne have en diameter på alt mellem 5 og 50 cm.

Langt de fleste solsikker – og dem som vi kender bedst i Danmark – er gule, men der findes mange forskellige solsikke arter. Du kan både få solsikker med røde, orange og næsten sorte blade.

Solsikken er ikke én blomst, den består af mange hundrede blomster ligesom mange andre planter, der tilhører kurvblomstfamilien.

Læs her alt om pleje, såning og leveforhold når det kommer til de smukke solsikker.

12. Fløjlsblomst (Tagetes)

Fløjlsblomsten er en meget populær slægt med op mod 50-60 forskellige sorter, der er udbredt i Mellemamerika og Mexico. Den findes både som et-årig og flerårig plante og har en stærk duft. Navnet ‘Fløjlsblomst’ hentyder til blomstens fløjlsagtige kronblade. Blomsten blomstrer hele sommeren og er derfor meget brugt i danske haver.

En meget brugt fløjlsblomst er Tagetes Erecta også kaldet crackerjack. Denne sort har boldrunde blomster i gule og orange nuancer. Den blomstrer i juni til september og bliver op til 70 cm høj. Tagetes er velegnet til krukker i haven.

Når du skal plante denne tagetes, skal du så i marts-april indendørs i såjord. Læg frøene vandret og dæk med et tyndt lag jord. Frøene spirer efter 7-14 dage. Herefter kan du plante om i potter med pottemuld. Tagetes er frostfølsom, så vær påpasselig med at plante dem ud for tidligt.

For optimal blomstring kan du praktisere “nipning”, hvor du fjerner de visne blomster efterhånden, det fremmer blomstringen.

Husk at tilmelde dig vores nyhedsbrev, så du kan holde dig opdateret, når vi laver nye artikler om spændende blomster til din have.

Kilder: thisoldhouse.com, videnskab.dk, havenyt.dk

Mest læste artikler