Hvis jeg skulle begynde forfra med alle mine staudebede – og det har jeg ofte lyst til – ville mine tommelfingerregler være følgende:
Køb det kedelige først. Indendøre vil man altid købe sofaen, før man køber pyntepuderne, og det betyder, overført til haven, at man skal møblere sit bed med nogle faste elementer, inden man slår sig løs i staudesektionen.
Det kan være nogle store buksbomkugler midt i bedet eller en lav hæk, som slår nogle brede grønne streger rundt om eller inde i bedet.
Det kan også være nogle større buske, der giver læ til stauderne, og som ikke visner ned. Mange buske får tilmed flot rødt løv i efteråret, når stauderne er gået i hi.
Plant mange af den samme slags planter
Man skal heller ikke være bange for at plante meget af det samme. Hvis man tager ved lære af naturen, kan man se, at en eng, en hede eller en sydtysk bjergside smykker sig med mange eksemplarer af de samme planter.
Disse principper kan man overføre til sin egen have, hvor det giver sammenhæng og ro til øjet, når de samme blomster går igen i flere bede.
Jeg bryder mig ikke om det, jeg kalder ‘tivolihaver’, hvor planterne er placeret en ad gangen, som forskelligfarvede perler på en snor.
Jeg sætter mindst tre og gerne fem eller syv stauder af samme slags i større, organisk formede ‘øer’ i bedene. Det er kedeligt at gå hjem fra planteskolen med syv ens geranier og en bakke med små hækplanter, men man bliver gladest for det i længden.
Arbejd med højder og former
Den klassiske model er at plante det lave forrest i bedet og så lade det blive højere ind mod midten/bagtil.
Gartnere arbejder en del med former som for eksempel spir (fx staudesalvie, ridderspore og ærenpris), knapper og kugler (fx allium, visse georginer, tidselkugle), trompeter (lilje, snerle) og skærme.
Kuglerunde pompon-dahliaer, der sætter polkaprikker i bedet, er smukt, og når de gule pragtrøllikers flade skærme hæver sig over de øvrige stauder som små landingsbaner til bierne, kan jeg mærke, at noget visuelt klikker på plads.
Skærme er staudebedets aristokrater. Kan man ikke få de høje stauder som f.eks. hjortetrøst, staudesolsikker, kæmpeverbena og skælhoved til at lykkes, er det i orden at snyde med nogle flotte stativer i bedet. De kan være smukke i sig selv, men også støtteben for alverdens klatreplanter som ærteblomster, snerler og klematis.
Derfor: Plant i højden, og varier formerne.
Undgå skarpe kontraster
Jeg er ingen kunstmaler eller farvemester som den engelske havedesigner Gertrude Jekyll, men et af mine grundprincipper er, at haven ikke må være hård for øjet. Derfor forsøger jeg at undgå skarpe kontraster.
Jeg sætter fx aldrig røde roser sammen med hvide eller med noget gult. En magentarød rose er derimod raffineret med blå stauder, og sammen med lilla og rosa kan helhedsindtrykket blive meget flot.
Blå og gul fungerer bedst, synes jeg, hvis det er udtonede nuancer som f.eks. limegul med klar blå. Lys blå kan også gå fint i spænd med en abrikosfarvet rose.
Sæt lyse farver længst væk og på de dunkle steder, da f.eks. en mørkerød rose helt forsvinder på afstand.
Spred blomstringsperioden ud
Det er ikke alle, der har så meget plads, at de kan fråse med at lade alting blomstre samtidig, fordi man bare kan bevæge sig videre ind i andre haverum.
Jeg vil gerne have noget at se på hele året og forsøger derfor at sprede blomstringsperioden ud. Hvis man tjekker plantens blomstringsperiode, kan man skabe et flor, der varer fra marts til oktober. Det er også godt for insekterne, som på den måde kan finde mad i flere måneder.
Min have forandrer sig markant i løbet af haveåret. I begyndelsen af sæsonen er den mest lyserød, violet og limegul, hvorefter den changerer over i hvidt og abrikos, blåt og rødt for at afslutte med mørkegul og dybt lilla, mens flammebedet brænder i rød, gul og orange.
Mange stauder er smukke, når de er afblomstret, så dem lader jeg stå, og de visne blander sig med dem, som vågner og blomstrer senere.
Stauderne supplerer jeg med pinseliljer, tulipaner, liljer, perlehyacinter, vibeæg, våriris og krokus. De giver farve, inden staudernes vækstsæson for alvor går i gang og kan sættes både i potter, i plænen og i bedene i nærheden af stauder, f.eks. geranier. Når geranien vokser til, dækker den løgplanternes brune blade.
Vælg planter efter klima og jordtype
Jo længere jeg har været havedyrker, desto mere sætter jeg pris på planter, der falder naturligt ind i landskabet og passer til omgivelserne.
Selvom det er sjovt at opleve en eksotisk have fyldt med palmer og orkideer eller en levantisk gårdhave med oliven og nerier, kræver det stor ekspertise at skabe et tropisk paradis på vores nordlige breddegrader.
Jeg er dybt fascineret af havemennesker, som fører deres drømme ud i livet ved at genskabe følelsen af Bali i Ballerup, men alt andet lige kræver det en ekstraindsats at lykkes med noget, som ikke er skabt til klimaet her.
Når det er sagt, så er mange af de planter, vi betragter som naturligt hjemmehørende i danske haver også importeret fra fremmede himmelstrøg.
Rododendron kommer fra Kina og Himalaya, det samme gælder blåregn, og høstanemonen er hentet i Japan.
I en globaliseret tidsalder er det svært – og heller ikke nødvendigt – at tilstræbe en rent ‘dansk’ have, men jo mere du vælger noget, som passer til klimaet og din jord, des større chance for succes.
Plant efter temperatur og lys
Med stigende temperaturer bliver spillerummet større, så hvem ved, om de palmer, man med succes dyrker på friland i Sydengland, en dag også vil vinde større indpas i danske haver.
Indtil da kan jeg mærke, at jo mere jeg planter med varmegraderne og jorden, jo nemmere går det. Mine lammeøre kommer fx aldrig til at elske Valby Bakke. Dertil er jorden for fed og kompakt, hvorimod de har det fint i en potte med bedre dræn.
Forhold dig til lyset. En rose kræver fx mindst seks timers sol om dagen, og ligegyldigt hvor mange krumspring man gør, vil langt de fleste sorter ikke trives med mindre.
Om end visse planter har det godt i skygge, er tommelfingerreglen, at hovedparten skal have lys i et eller andet omfang. Man kan dyrke blomster i skyggen, men det er en lidt større udfordring.
Teksten er et uddrag af Malene Lei Rabens kulturhistoriske havebog ‘Havemenneske’, der er udkommet på forlaget Gyldendal i foråret 2022.
