Brug bedet igen
Reserver et eller flere små bede til sommerblomster, så du kan skabe en ny blomsteroplevelse hvert år og få den i præcist den farveholdning, du tænder på i år. Mange af de mest populære sommerblomster – fx spanske margueritter – fås i et væld af farver.
Find det rigtige sted
Begynd projekt blomsterbed med at finde ud af, hvor du kan etablere bedet. Overvej så, hvilke farver du vil satse på i år, men vent med at beslutte dig for hvilke planter du vil have, før du har set butikkens udbud.
Tjek farverne
Hold øje med farverne i indkøbsvognen i takt med, at du fylder den. Allerede nu kan du se, hvilke planter der passer ind i dine planer, og hvilke der ikke gør. Tone-i-tone kombinationer er smukke, men de forskellige farver må ikke være for ens. Så bliver helheden kedelig.
Bland planterne
Sørg også for, at planterne har forskellige strukturer, så der opstår spændende kontraster, når de smyger sig ind mellem hinanden i bedet. Store og små blomster, store og små blade. Det kan fx være en klokkeranke med sine bølgende kanter ved siden af tvillingeblomstens glatte og tynde blomsterblade.
Planterne trives bedst, når de er i jorden
Du får mere ud af planterne hvis du planter dem direkte i jorden, fremfor i krukker. Blomsterne vokser ganske enkelt bedre og mere, fordi de har bedre adgang til vand og næring. Det gør dem også betydeligt nemmere at passe.
Sådan planter du sommerbedet
- Fjern sten og ukrudt fra bedet.
- Sæt planterne i en balje, og lad dem suge alt det vand, de kan. Så er de godt rustet til udplantningen.
- Stil derefter potterne ud på jorden, og flyt dem rundt mellem hinanden, til placeringen er rigtig.
- Plant dem, hvor de står.
- Plant tæt, men dog sådan, at hver plante har lidt plads at vokse på.
- Pas på med frosten: Hvis der er udsigt til frost, kan du beskytte planterne ved at dække bedet med fiberdug på kolde nætter.
Indkøbsliste til en kvadratmeter sommerbed
- Fem purpurfarvede spanske margueritter (Osteospermum)
- Fem lyserøde margueritter (Argyranthemum)
- Tre lyserøde bacopa (Bacopa)
- Tre pink tvillingeblomst (Diascia)
- Tre brogetbladede hvidkløver (Trifolium repens)
- To hvidbrogede timian (Thymus citriodorus)
- En rosa klokkeranke (Cobaea scandens)