Årets første tulipaner

Årets første tulipaner

De første tulipaner i Lotte Bjarkes have er botaniske, det vil sige vildarter. Planterne i haven er ”genbrug” fra tidligere forårskrukker og klarer sig fint.

Twitter Print

De første tulipaner er botaniske

Et lidt underligt begreb i hvert fald inde i mit hoved, hvor alle planter for så vidt er botaniske. Men i den forstand at botaniske tulipaner er vildarter og ikke hybrider, som de fleste af de tulipaner, der florerer, giver det lidt mening. Sådan en tulipan er Tulipa turkestanica, der vist ikke har noget dansk navn – men burde have det. Den ligner ikke en tulipan i gængs forstand, men den er helt skøn med små lette, cremefarvede stjerneformede blomster, der er gule i midten. Og så er den den første tulipan, der blomstrer i haven.

Bevæger sig i løbet af dagen

Tulipa turkestanica, der stammer fra Tyrkiet, står i fuldt flor allerede nu. Sjovt er det, at blomsterne synes at bevæge sig i løbet af dagen. Om morgenen nikker de dydigt med hovederne, og blomsterne er diskrete og nærmest klokkeformede. Midt på dagen folder de sig ud og får fuld stjernestatus. Og når solen dæmper sig igen, trækker blomsterne sig tilbage i god ro og orden og dingler på ny som klokker fra de tynde stængler.

Genbrug fra tidligere år

Planterne her i haven er som så mange andre genbrug fra tidligere års forårskrukker, men de har klaret flere vintre efter nedvisning i krukkerne og derpå udplantning. Nu dukker de nok så fint op hvert forår og blomstrer synkront med den dejlige hasselbror-busk, Corylopsis pauciflora.

Twitter Print

Mest læste artikler