Det bedste tidspunkt at beskære træer er fra omkring 1. juli til midt i september. På dette tidspunkt er den kraftigste vækst aftaget, og træerne har nået at samle en masse energi og næring fra blade og rødder samtidig med, at de stadig er i fuld aktivitet. Senere på året er der ikke så meget modstandskraft i træerne.
Har du eksempelvis ahorn, valnød, hængebirk, japansk kirsebær eller rosenbrombær i haven, kan du godt finde haveredskaberne frem nu. Stenfrugter såsom blomme, kirsebær og mirabel skal også beskæres nu, hvor frugterne er høstet. Det skyldes, at de let får svampesygdomme, hvis de beskæres om vinteren.
Nåletræer i hække som thuja og barlind kan også beskæres nu. Når det kommer til grantræet, skal du kun beskære dette års vækst.
Beskæring af hæk
Hvis du ikke fik beskåret tjørnehækken i juli, skal du klippe den ned nu. Løvfældende hække og hindbærhække kan tyndes, hvis de er for tætte. Det gør du ved at fjerne alle gamle og tørre grene samt grene, der er blevet beskadiget. Sørg for at hækken klippes smallere i toppen, så lys kan nå ned til de nederste grene.
Gode råd til beskæring
Grene skal ikke beskæres for langt inde mod stammen, men heller ikke for langt ude.
Brug altid et skarpt værktøj, da dette giver pæne snitflader og skader væksten af træet eller busken mindst muligt. Når du tynder ud, skal du bruge så få snit som muligt. Dermed begrænses antallet af nye skud, der skal tyndes ud senere.
Disse planter må du ikke beskære i efteråret
Beskæring i starten af efteråret er ofte det bedste for de fleste planter, der således kan nå at lukke sårene før vinteren. Planterne sætter dermed nye og kraftigere skud til foråret, hvorved du kan opnå en tættere og kraftigere plante.
Du skal dog være opmærksom på, at ikke alle buske og træer tåler beskæring om efteråret. Det gælder blandt andet:
-
Frostfølsomme buske såsom rose, sommerfuglebusk og lavendel. Disse bør i stedet beskæres sidst i april, når der ikke længere er risiko for hård frost.
Læs også: Sommerfuglebusk – alt om pasning, plejning og beskæring
-
En del stedsegrønne planter, der har bedst af at blive beskåret fra maj til august. Det gælder eksempelvis buksbom, der helst skal klippes fra midten af april til omkring 1. august.
-
Forårsblomstrende buske som eksempelvis syren, kirsebærkornel og forsythia. Disse buske bør beskæres lige efter blomstringen, så de har tid til at danne blomsterknopper inden næste forår.