Blomstereng: Sådan anlægger du en have af vilde blomster

En blomstereng af vilde blomster er smuk og nem at holde. Her kan du læse alt om det bedste mix af blomster og græsser og om det rette plantetidspunkt og den perfekte jordbund til blomsterenge i haven.

En blomstereng af vilde blomster er smuk og nem at holde.

Køb en blomstereng i planteskolen

Drømmer du om at omdanne haven til en bølgende blomstereng, hvor valmue, kornblomster og vilde margueritter gror side om side med hjertegræs, forglemmigej og røllike, kan du med få midler indfri dine ønsker.
Start med at besøge dit lokale plantecenter, hvor du kan købe færdigblandede eng-pakker eller få hjælp til at mikse dit eget vildtvoksende blomsterhav. Så er du klar til at anlægge engen.

Læs også: Sådan dyrker du valmuer i din have

Læs også: Græsfrø – alt om at så græs og gøde græsplænen korrekt

Gode engblomster til vild blomstereng

• Knopurt
Kornblomst
• Valmue
• Bellis
• Vejbred
• Storkenæb
• Engelskgræs
• Alm. røllike
• Rød- og hvidkløver
• Gåseurt
• Gul snerre
• Okseøje
• Vild merian
• Vild kørvel
• Mælkebøtte
• Kamille
• Blåhat
Foto: Anemette Olesen

Giv blomsterengen hårde betingelser

En blomstereng er utrolig smuk at se på og er for mange en god løsning, da den kræver minimal pleje, når den først er anlagt – men netop anlæggelsen er meget vigtig. Du skal med omhu vælge det sted i haven, hvor engen skal placeres: Det er optimalt, hvis du i haven kan finde nogle kvadratmeter, der er meget næringsfattige.

Udpint sandjord er meget bedre end fed lerjord, da engblomsterne har det bedst under hårde betingelser, og gøder du for meget, vil ukrudt og bundgræs på sigt kvæle blomsterne.

Dernæst bør du tænke på, hvordan engen skal se ud. Skal den formes som små øer i græsplænen, skal den dække et stort samlet areal, eller skal den være en del af en større haveplan?

Anlæggelse af blomstereng

Når du har ideen klar i hovedet, eller endnu bedre på en lille havetegning, er du parat til at tage fat.

Først fjerner du sten og ukrudt, dernæst græstørvene og rødder, så jorden ligger helt bar. Herefter er det en god idé at strø sand (5-10 centimeter) ud over arealet, da det giver et godt bunddække. Når du er kommet så langt, er du klar til at så.

Plant græsfrø før blomsterfrø

Som grundregel skal der bruges 2⁄3 græsfrø og 1⁄3 blomsterfrø. 1 kg enggræs rækker til 50-100 m2 og danner et godt bunddække, mens du skal bruge 500 g blomsterfrø til samme areal.

Drys med let hånd græsfrøene ud, og følg efter med blomsterfrøene. Det er vigtigt, at græsfrøene “ligger nederst”, for at give blomsterne de bedste vækstbetingelser. Når det er gjort, kan du vælge at tromle engen, og så skal den vandes. Den nysåede blomstereng må gerne holdes fugtig i de første par måneder.

Læs også: Sådan får du en ny græsplæne med såning af græs

Læs også: Succes og indretning med plantekasser

Gode råd, før du går igang med blomsterengen

Udvælg et næringsfattigt område i din have. Her kan du anlægge blomsterengen.

Vælg både en- og flerårige blomster, og som sår sig selv.

Brug særlige vækstsvage græsarter som bunddække.

Det bedste anlægstidspunkt er i april og her i maj.

Høst en gang om året, typisk i september-oktober.

Gød ikke engen – for meget næring vil give ukrudt og bundgræs for gode vilkår.

Undgå plænegræs i frøblandingen

Læs også: Margueritter – blomsterne, der pynter i både krukker og bede

Læs også: Kløver – urteplanten med de manger arter

Har du valgt at bruge en af de færdige græsblandinger, giver fordelingen af arter helt sig selv, men har du lavet dit eget miks, er den rigtige græsart altafgørende. Almindeligt plænegræs er nemlig alt for stærkt til en blomstereng og vil kvæle blomsterne. Brug i stedet arter, som er svagtvoksende og tørketolerante. Det kan for eksempel være rødsvingel, stivbladet svingel og rød vene.

Fordel ved færdige blomsterblandinger

Når du vælger din blomstersammensætning, skal du tænke på, hvornår de forskellige arter står i flor. For nogle kan en blomstereng blive en skuffelse, hvis alt “farve-fyrværkeriet” er brændt af i juni måned, og der ikke er mere krudt tilbage til høj- og sensommeren. Det er der taget højde for i de færdige blomsterblandinger, som også indeholder både enårige og flerårige planter

Mest læste artikler