Blomstrende bambus

Bambus blomstrer kun en gang hvert 100 år og dør så bagefter. I år er det de sorte bambus, der må lade livet.

Blomstring

For godt 10 år siden var der masser af bambus i Danmark. I dag er der knap så mange, efter at en blomstring gjorde det af med utallige bambusplanter.

Men en del haveejere undrede sig. Deres bambus blomstrede ikke, og de åndede lettet op og begyndte at tro på, at de gik fri.

Lettelsen varede lige indtil i år. Nu blomstrer de overlevende bambus lystigt. Dommen er afsagt. Planterne må dø.

To slags bambus

Der er simpelt hen tale om to forskellige plantearter. Tidligere var det gul bambus, Fargesia murielae, der blomstrede, mens den aktuelle blomstring optræder i sort bambus, Fargesia nitida.

De to arter står hinanden nær og er vanskelige at skelne fra hinanden. Fælles for de to arter er, at de blomstrer efter cirka 100 år, hvorefter planten dør. Blomstringstidspunktet ligger indkodet i planternes gener. Langt de fleste eksemplarer af sort bambus stammer oprindeligt fra en og samme plante, der er importeret til landet. Siden er planten blevet delt og delt og delt igen og er blevet til tusindvis af planter med de samme gener og altså det samme blomstringstidspunkt, uanset hvornår de er plantet.

Undgå hold i ryggen
Klip bambusplanten helt ned. Byg en 40 cm høj kant omkring planten. Fyld sphagnum i. Bedet kan plantes til med fx mindre rododendroner, der har et øverligt rodnet og dermed trives godt der. I løbet af nogle år formulder rødderne – og du slap for hold i ryggen.

Nye sorter

Efter blomstringen stod planteskolerne pludselig med nye muligheder. Nok døde planterne, men de havde sat frø, der gav liv til en ny generation af bambus. 
Mange frø blev sået, og frøplanterne blev fulgt opmærksomt. Der var stor variation fra plante til plante. Det blev til et udskilningsløb, hvor kun de bedste planter kom videre. Og så kunne der lanceres en række nye sorter.

Grav dem op

De døde bambus pynter bestemt ikke i haven. De kan graves op, men det kræver både muskelkraft og en god drænspade.

Gennemvanding gør det nemmere at rokke planten løs af jorden. Lad endelig toppen sidde, og brug den som vægtstang.

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler