Du skal ud med saksen, så bliver dine roser smukke

Rosenbeskæring er en af de opgaver i haven, der for mange haveejere er omgivet af en vis ærefrygt. Men det er ikke så svært. Selvom der selvfølgelig er tommelfingerregler for, hvordan beskæringen skal udføres, er det bedre at klippe 'forkert' end slet ikke at klippe.

 

 

Beskær først, når du er sikker på at frosten er væk

Beskæringen af roserne i haven sætter gang i nye skud, og derfor må beskæringen ikke udføres for tidligt. Da risikerer du, at de nye skud bliver skadet, hvis der kommer frost. Når rosens knopper så småt begynder at røre på sig i april, er tiden inde til beskæring.

En velforgrenet rose giver mange blomster

Formålet med at beskære roserne er at forme busken, så den bliver smuk, velforgrenet og ikke får ‘bare ben’, som roser ellers har en tendens til. Jo mere velforgrenet rosen er, jo flere skud har den at blomstre på. Og jo flere blomster kan du glædes ved.

Slyng- og buskroser

Man skelner mellem let, moderat og hård beskæring. Let beskæring: Skær eksisterende grene, der er blevet for lange, tilbage til 2⁄3 af deres længde. Anvendes til slyngroser og buskroser.

Historiske, engelske roser

Moderat beskæring: Reducér skuddenes længde med ca. halvdelen, og fjern tynde og svage skud inde i busken. Anvendes til historiske og engelske roser.

Buketroser

Hård beskæring: Klip hele rosen tilbage, så skuddene er 10-20 cm lange, så rosen i princippet starter forfra. Anvendes til bunddækkeroser, buketroser og storblomstrede roser.

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler