Dyrk sjældne frugter som morbær og kvæde i din have

Morbær, mispel og kvæde er ikke frugter, du kan købe dig til henne om hjørnet. Til gengæld kan du dyrke dem selv. Det samme gælder ægte kastanjer og figner, der dog kræver en lun, beskyttet have. Det er spændende at eksperimentere med de anderledes frugttræer og -buske.

Morbær
Morbær er et kønt træ, der kan blive 5-10 meter højt. Det fås også i en hængende sort. Når du planter et morbærtræ, skal du vælge et lunt og solrigt sted, hvor der er godt med læ, og hvor jorden er let. Så vil du kunne høste de brombærlignende bær, der modner over en lang periode fra august til september.

Mispel
Mispel er et pænt træ på op til 5 meter med en karakteristisk bred krone. I maj-juni fyldes kronen med store, hvide blomster, der i sommerens løb udvikler sig til aparte frugter, der pynter på grenene langt ud på vinteren. Frugterne er stenhårde og uindtagelige, indtil de har fået frost, men er derefter saftige og aromatiske og kan bruges til marmelade.

Japankvæde og kvæde

 

Japankvæde (foto) og kvæde må ikke forveksles, men har de stenhårde, velduftende frugter til fælles. Frugterne kan ikke spises rå, men er fine til marmelade og gele, hvis ikke de bare skal pynte på grenene i vintermånederne. Japankvæde er en tæt, lav busk, der blomstrer i maj-juni med røde eller orange blomster. Kvæde er et særpræget, dekorativt lille træ med en bred krone og smukke blomster sidst i maj. De er begge nemme at dyrke.

Figen
Figen er en stor, smuk busk, der under optimale forhold vokser uregerligt. Her til lands er den på sin nordgrænse, hvilket lægger en dæmper på væksten. Plant den op ad en sydvæg, der giver de bedste chancer for at høste modne figner.

Kastajne
Det er ikke noget problem at dyrke ægte kastanje på danske breddegrader. Men det kan være et problem at kunne høste modne kastanjer. Dels fordi det forudsætter en lang, varm sommer, dels fordi træet er fremmedbestøver. Ægte kastanje er et smukt træ med skinnende blanke blade. I juli fyldes kronen med lange, duftende rakler, og sidst på sommeren udvikler nødderne sig i den kuglerunde, stærkt piggede skal.

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler