Få dine egen vingård hjemme i haven

Hvis du vil forsøge dig som vinbonde på hobbyplan, skal du først finde et velegnet sted til dine vinstokke. For at kunne blomstre og sætte frugt hvert år skal stokkene helst plantes et sted, hvor der er fuld sol og gerne læ fra omkringliggende hække.

Vinplanter kan plantes hele året

Vinplanterne trives ikke i mosejord eller lignende våd jord, da stokkene skal have luft til rødderne. Men undgå nordvendte og skyggefulde steder. Vinplanter kan plantes hele året igennem, bare jorden er frostfri.

Køb planterne eller få stiklinger af andre vinavlere

De fleste planter dog i foråret, hvor planterne er i hvile, og det er let at skaffe stiklinger og planter. Planterne kan købes på de fleste planteskoler. Du kan også være heldig at få kontakt med andre vinavlere og få stiklinger fra deres produktion.

Vinplanterne skal vænne sig til udelivet

Vinplanter, der kommer fra drivhus, skal langsomt tilvænnes den øgede mængde sol og vind udenfor. Det klares ved at placere planterne udenfor på et sted med delvis skygge et par uger, inden de plantes ud i jorden.

Sådan planter du vinen

Vinplanten plantes dobbelt så dybt som den potte, den står i. Sørg for at løsne jorden lidt i plantehullet. Du kan med fordel komme lidt kompost eller god muldjord ned omkring rødderne. Sæt en bambuspind ved vinstokken med det samme for at støtte stammen.

Vandes i tørre perioder

Jorden holdes ren i en radius på 50 cm omkring planterne. I tørre perioder skal de have lidt vand, indtil de har udviklet et godt rodnet. Desuden har vinplanten godt af lidt gødning om foråret de første år. Hvis dine planter sætter druer allerede det første år, skal du fjerne klaserne for ikke at svække planten.

Planten skal have støtte

Vinplanten er en slyngplante, så den skal have noget at støtte sig til eller op ad. Det kan være en mur, en bambuspind i en potte eller et espalier, som vi kender det fra vinlandene i Sydeuropa. 

Brug espalier

Hvis du vil have mange vinstokke, er et espalier løsningen. Det skal placeres i nord-sydvendt retning, så vinrankerne får lige meget sol på begge sider. Mellem stolperne udspændes galvaniseret ståltråd i 50 cm’s højde og dobbelte ståltråde i 80, 110, og 140 cm’s højde.

Planteafstand hænger sammen med sorten

Stokkene plantes med 1,2 – 1,5 m’s afstand, afhængig af sorten. I oktober er det høsttid. En stok giver typisk 1-21⁄2 flaske vin. Når druerne er plukket, begynder arbejdet med at forvandle dem til flasker af velsmagende vin. Men det er en anden historie.

Sådan beskæres vinstokkene

Ved vinterbeskæringen udvælges to kraftige grene, der beskæres over 6-8 skud. På nær et par små stabbe med to knopper skæres resten væk. De lange grene bindes ned til den nederste ståltråd.

Sådan beskæres skud

Fra hver af de vandrette grene vokser der om foråret 6-8 nye lodrette skud, som får lov at beholde to klaser med 6-7 blade hver. Altså skæres hvert skud af ved 12.-14. blad. Desuden fjernes ufrugtbare og overflødige skud.

Første beskæring er vigtig

Ved den følgende vinterbeskæring fjernes de vandrette grene, som har båret klaserne. Dernæst beskæres ligesom sidste vinter. Der udvælges de to kraftigste grene, der bindes ned til den nederste vandrette ståltråd. På nær et par små stabbe med to knopper skæres resten væk.

Af Karsten Hartvig og Annemette Schou, 507

Læs også: sådan opbevarer du vin i vinkøleskabet
Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler