Fæld træer med omhu

Den rigtige metode kan hjælpe dig, når mindre træer skal fældes i haven.

Foto: Hans Juhl

Af Lene Dinsen, idényt 508
Foto: Hans Juhl
Illustration: Christian Raun

Har du et mindre træ i haven, der skygger e.l. kan du selv fælde det. Det er dog vigtigt at understrege, at træer over 10 m eller træer, der har en voldsom hældning eller er placeret tæt på et drivhus o. l., bør overlades til en professionel træfælder.

Selv ved små træer skal opgaven forberedes. Først skal du vurdere, hvor stort træet er både i højden og i bredden, og så skal du se på træets nærmeste omgivelser: I hvilken retning skal det falde, er der plads til, at det kan falde frit, og hvad kan der ske, hvis træet uheldigvis falder den forkerte vej?

Det skal du bruge
• En hånd- eller en motorsav. En motorsav kræver et CE-godkendt sikkerhedsudstyr; hjelm, visir m.m.
• En hjelm (behøves dog ikke til træer under 5 m).
• En kile og en stor hammer. Evt. stige og reb.

Vær opmærksom på, at træet kan have en asymmetrisk krone med flere grene til den ene side. Det kan tynge træet, så det falder til netop denne side. Er det ikke den ønskede retning, kan grene fjernes før fældning. Hvordan vinden blæser, og fra hvilken retning, er heller ikke ligegyldigt. En vindretning, der er den samme som træets tiltænkte faldretning, eller vindstille vejr er optimalt.

Har træet grene på den nederste del af stammen eller sidegrene, der kan gribe fat i noget i faldet, bør de fjernes. Det gør du bedst med en håndsav fra en stige maks. 5 m i brysthøjde fra jorden. Tag aldrig en motorsav med op i et træ, og overlad al klatring kombineret med træfældning til en ekspert. Sørg også for, at der er fri passage bag dig, så der er plads til at træde tilbage, når træet vælter. Så snart det giver sig, skal du træde diagonalt til siden i den såkaldte sikkerhedszone (se tegning). Stå aldrig lige bag træet, når det falder, da det både kan springe op og bagud.

Et træ er en levende organisme og kan derfor opføre sig uforudsigeligt. Kig op, og vær hele tiden opmærksom. Alle andre skal være to træhøjder væk.

Træfældningens 3 gyldne regler

Forhugget 1 bestemmer, i hvilken retning træet falder. Det skal pege vinkelret på den ønskede faldretning og består af et skråt snit foroven og et vandret forneden. Begynd med at lave det skrå snit med en vinkel på ca. 45°, som går ca. 1⁄3 ind i træet. Så saver du det vandrette snit og fjerner den trekantede træklods. Fældesnittet 2 laves på stammens anden side. Det placeres vandret et par cm over forhuggets vandrette snit, så træet vælter. Det er vigtigt, at du ikke saver træet helt igennem. Der skal nemlig være ca. 2-5 cm uoverskåret træ tilbage mellem forhug og fældesnit – den såkaldte fældekam. Fældekammen 3 er en slags hængsel, der sikrer, at træet falder i den rigtige retning. Hvis fældekammen ikke er der, kan du miste kontrollen over fældningen.

Er du førstegangsfælder, kan det være en fordel at øve sig på at lave forhug, fældesnit og fældekam på et mindre træ, hvis du har mulighed for det. Og det er en god idé at bruge denne teknik på træer med en diameter helt ned til 10 cm.

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler