Farverig bægerranke

Den slynger sig om alt fra net til gummistøvler og sprudler af farve og godt humør. Bægerranke, Dipladenia, er et sikkert hit over alt i huset.

Twitter Print

Læderagtige blade og trompetformede blomster

Bægerranke, Dipladenia, er en slyngplante, så når du ser den i supermarkedet, er den gerne bundet op på bøjler eller formet til pyramider på net. Du kan kende den på de blanke, læderagtige blade og store, trompetformede blomster, der stråler i enten pangfarver som rød, pink og violet eller i mere dæmpede farver som hvid, rosa og gul.

Mandevilla tåler varme

Den storblomstrende slyngplante, der også lyder navnet Mandevilla, tager sig godt ud og stortrives i et sydvendt vindue. Den tåler nemlig fint stærk sol og varme, men kun hvis du husker at vande den tilsvarende mere. Generelt set skal den helst stå lyst, og i mindre solrige perioder eller på mindre udsatte placeringer i huset skal den vandes jævnt – ikke for meget, da rødderne ikke tåler at stå og soppe. Modsat skal du også sørge for, at den ikke tørrer ud, for så går de sarte knopper til. 

Bægerranken skal være inde om vinteren

Bægerranke stammer fra det varme Brasilien, så den må ikke stå et sted, hvor temperaturen kommer under 5°. Du kan fint have den inde i huset hele året og bruge som dekoration i fx børneværelset eller lade den udsmykke stuen.

Bægerranken kan være udenfor om sommeren

I sommerhalvåret kan du også sagtens vælge at tage den ud på terrassen eller i haven. Brug den i krukker eller i bede på en solrig plads, men sørg for at tage den ind, når temperaturen falder.

Sådan overlever din Mandevilla vinteren

Det bedste sted for Dipladenia om vinteren er et lyst, køligt soveværelse. Den skal ikke have ret meget vand vinteren igennem. Du kan nu også sagtens have den i stuen og nyde den flotte plante, der også er meget dekorativ, selv når den ikke har blomster.

Når planten er afblomstret

Skær bægerranke tilbage, når den er afblomstret omkring oktober. Hvis du også skærer den tilbage i februar, stimulerer du dannelsen af unge, blomster- villige skud og sikrer på den måde en lang og flot blomstring 
også næste år.

Twitter Print

Mest læste artikler