Første hold klar til udplantning

De første hold sommerblomster har nu gennemgået barn- og ungdom og er mere end klar til at blive plantet ud i haven og stå på egne ben. Gennem de seneste par uger er de blevet varsomt afhærdet med mere og mere friluftsliv dag for dag. Det har gjort dem godt, men det er tydeligt, at rødderne trænger til mere plads, så væksten for alvor kan tage fart.

Vingetobak plantet ud i potte

Den limegrønne vingetobak, Nicotiana alata ‘Lime Green’ blev priklet i hjemmelavede papirpotter, som rødderne nu så småt har fundet igennem. Dermed kan planterne plantes ud i jorden med potte og det hele, så rødderne bliver minimalt forstyrret i denne omgang. Grundig vanding efter udplantning påkrævet! Med den lækre farve og den langvarige blomstring bliver planterne brugt som fyld mange steder i havens blomsterbede, og der var også planter nok til en enkelt krukke. Vingetobak gør det rigtigt godt som krukkeplante, siger erfaringen.

Blomsterkarsen er ny i bedet

Til gengæld har jeg ingen erfaring med blomsterkarse, Orlaya grandiflora, som jeg faldt pladask for ved et besøg i Sissinghurst Gardens i Sydengland sidste sommer. Men frøplanterne er blevet rigtig fine. De blev priklet i hver deres plasticpotte og har fået masser af rødder.

Blomsterkarse har nu fået plads i det hvide bed nærmest indgangspartiet, hvor jeg kan holde øje med planterne, for dem er jeg godt nok spændt på. Haven her ligger lunt i svinget, men hvis der skulle blive udsigt til nattefrost, bliver de for en sikkerheds skyld puttet under lidt fiberdug til natten.

Læs mere om Lotte Bjarkes have på hendes blog www.helthenihaven.com

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler