Forny din forårshave med blomsterløg

Blomsterløgene skal lægges nu, hvis du vil have nye, dejlige blomsteroplevelser til foråret. Gå på opdagelse i sortimentet af blomsterløg og prøv noget nyt. Der findes mange andre end de traditionelle tulipaner og påskeliljer. Det vigtige for at få succes med dem er, at løgene er sunde og friske.

Twitter Print

Læg blomsterløgene
i efteråret

Foto: Lotte BJarke
Vibeæg hedder denne lille skønhed, der også vil pynte inde.

Blomsterløg er meget andet end tulipaner og påskeliljer. Der findes et væld af planter, der er kendetegnet ved, at de overvintrer som et løg eller en knold under jorden og derfra skyder med friske blade og blomster, når det bliver forår. De forårsblomstrende løg skal lægges i efteråret, for vinterens kuldepåvirkning er en forudsætning for blomsterdannelsen.

Løgvækster er nemme at dyrke

Der er ingen grund til at være bekymret for at prøve sig frem med ukendte løgvækster. De fleste er nøjagtig lige så nemme at dyrke som tulipaner. Der kan være lidt forskel på, hvor meget lys eller skygge og fugtighed i jorden, de enkelte arter foretrækker, men det står alt sammen på posen.

Pas på udtørring

For at få succes med løgplanter er det en forudsætning, at løgene er sunde og friske, når du lægger dem. Kig efter i posen og lad den ligge, hvis der er tegn på mug eller anden dårligdom på løgene. Det er også vigtigt, at løgene ikke tørrer ind, før de bliver plantet. Nogle er mere følsomme end andre, så mens tulipanløg godt kan lægges helt hen i november, skal fx prydløg og vibeæg i jorden hurtigst muligt, hvis du ikke vil risikere, at de tørrer ud. Helt generelt står du dig ved at købe og lægge løgene, så snart sæsonen starter i september.

Sådan planter du blomsterløg

Løget skal faktisk bare lægges i jorden. Det er forskelligt, hvor dybt løgene skal lægges. Dybden afhænger af løgets størrelse, men en god tommelfingerregel er at lægge det i en dybde, der svarer til tre gange løgets højde. Fyld derefter hullet op med jord og tryk let til. Tilbage er bare at glæde sig til foråret. Det er et lille mirakel, hver gang man oplever, at et tørt løg efter en lang vinter pludselig står med skønne blomster i forårshaven.

Lækre blomsterløg

Planteslægten Allium er stor, og et stort antal af slægtningene dyrkes som prydløg. De mest almindelige har kugleformede blålilla blomsterstande, men sorten Allium ’White Giant’ har fx elegante, snehvide blomster i store blomsterbolde.

Ramsløg, Allium ursinum, har smukke, halvkugleformede hvide blomsterstande og er desuden en lækker krydderurt. Du skal dog være opmærksom på, at den kan brede sig ret voldsomt.

Allium ’Hair’ er en aparte sort af prydløg med et uordentligt nøgle af grønne tråde i blomsterstanden.

Hundetand til
skyggen

Foto: Lotte Bjarke
I det tidligste forår viser hundetand sin smukke gule “kjole”.

Hundetand, der hedder Erythronium på latin, er yndefulde løgplanter, der blomstrer med sart lysegule eller syrenfarvede blomster med tilbagebøjede kronblade over det frodige lysegrønne løv. Hundetand trives bedst i halvskygge.

 

 

 

 

 

Blomster med
blikfang

Foto: Lotte Bjarke
Nectaroscordum siculum er lige så mystisk at se på som sit navn.

Fritilaria slægten omfatter en lang række spændende og anderledes løgblomster. Der er fx den spinkle vibeæg med ternede blomster, der netop minder om vibens æg. Og der er den majestætiske persisk fritillaria med høje spir af blomsterklokker i næsten sorte eller elfenbensfarvede nuancer.

Nectaroscordum siculum hedder , men er en spændende og fuldstændig hårdfør løgplante, der burde være mere udbredt. Det er graciøse, høje planter med klokkeformede blomsterstande fyldt med dinglende blomsterklokker i grønne nuancer med et strejf af rødt.

Twitter Print

Mest læste artikler