Fuglenes november buffet

Havens buske og træer er lige nu det rene tag-selv-bord for småfuglene. Der er masser af forskellige æbler og bær på buffetten. 

Lige nu er havens buske og træer som et overflødighedshoren af føde for småfuglene. Faktisk i en sådan grad, at de næsten ikke orker at besøge foderbrættet, hvor der ellers bliver serveret året rundt. Men de skal nu nok komme tilbage. De er for eksempel tæt på at have spist op af sargentsæble, Malus sargentii. Det tog dem ikke lang tid at guffe de ellers så talrige miniatureæbler i sig og efterlade busken med strittende tomme stængler.

Euonymus europaeus

Almindelig benved, Euonymus europaeus, står nu med søde, lyserøde kapsler, der ligner kantede bær. Dem har solsorten ikke fået øje på endnu, men det skal også nok komme. Jeg håber dog, at det varer lidt, for det er så fint, når kapslerne åbner sig og afslører den lysende orange frøkappe. Busken er selvsået – sikkert med en solsorts mellemkomst – så den er ikke så rigt bærende og kraftigt farvet som de forædlede sorter. Jeg er tilbøjelig til at synes, at den er lidt mere elegant.

Læs også: Kristtorn er også guf for fuglene

Æbletræ til fuglenes fornøjelse

Det gamle æbletræ, der står der, hvor køkkenhaven bliver til skov er fyldt med æbler, der desværre ikke er værd at spise. Det synes fuglene til gengæld, så træet er i princippet fyldt med vitaminrigt vinterforråd, der sammen med fodringen hjælper med at tiltrække et stort og varieret mylder af fugle til haven også i vinterhalvåret.

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler