Gi’ ukrudtet problemer

Plant bunddække, så får ukrudtet kamp til stregen. Og du får kræfter til andet end at luge dine blomsterbede.

Et funktionelt bunddække 

Enhver ledig plet jord i haven virker som en magnet på ukrudt. Det synes at opstå af ingen ting på linje med lommeuld. I virkeligheden kommer det af frø, der findes i milliontal i jorden og i luften og bare venter på, at betingelserne for spiring er til stede.

Og betingelserne er til stede på sådan et pænt stykke nyrevet havejord. De kan dårligt blive bedre. Så selv om man skulle tro, at det er nemmest at holde haven pæn og fri for ukrudt, hvis man sørger for god plads og bar jord mellem buske og stauder, er det ikke rigtigt.

Hvis jorden er dækket af plantevækst – vel at mærke plantevækst efter haveejerens eget valg – har ukrudtsplanterne vanskeligt ved at etablere sig. Under et tæt plantedække er der praktisk talt intet lys, og mange ukrudtsfrø behøver lys for at spire. Og selv om de kan spire i mørke, vil vækstbetingelserne på grund af konkurrencen fra de veletablerede bunddækkeplanter være så hård, at de spæde, nyspirede ukrudtsplanter må give op.

Med andre ord: Et godt, tæt bunddække kan spare dig for mange timer med hakkejernet. Samtidig giver bunddækkebeplantning en række andre fordele.

5 gode planter
Hasselurt, Asarum europaeum, stedsegrøn med blanke, runde blade. Meget skyggetålende. Plant 12 pr. m2.

Vinterglans, Pachysandra terminalis, stedsegrøn med blanke blade i adskilte etager. Skyggetålende. Plant 10 pr.m2.

Hosta, Hosta, har store blade, der effektivt skygger for ukrudtet. Fås i mange sorter med forskellige højder og bladformer. Plant 4-6 pr. m2.

Vedbend, Hedera helix, kraftigt voksende slyngplante med læderagtige, stedsegrønne blade. Kan klatre op ad mure, træer mv. Er både til sol og skygge. Plant 8 pr. m2.

Skovjordbær, Fragaria vesca, delvist vintergrønt løv, kønne hvide blomster og spiselige miniaturejordbær foruden den bunddækkende evne. Sol og halvskygge. Plant 10 pr. m2.

Havens ægte tæppe

Det ser fx godt ud, når et smukt plantetæppe, grønt og frodigt, danner baggrund for bedets øvrige planter. Med bunddækkeplanter kan man skabe rolige, harmoniske flader og sammenhæng mellem forskellige haveelementer. De bedste bunddækkeplanter er stedsegrønne, så der er noget pænt at se på i haven året rundt.

Det er i sig selv en medvirkende faktor til bunddækkets effektive effekt over for ukrudt. Konkurrenceforholdene svækkes ikke på noget tidspunkt i årets løb.

Desuden holder bunddækkeplanterne på jorden, så muldlaget ikke skylles væk i en kraftig tordenbyge, og det etablerede plantetæppe hjælper til med at bevare et stabilt næringsindhold i jorden, hvor en naturlig balance får mulighed for at indfinde sig. Endelig nedsætter et tæt plantetæppe vandfordampning fra jorden og holder dermed på fugtigheden til fordel for dine planter.

De rigtige planter

Et godt og effektivt bunddække er et tæt bunddække. Det er ikke svært at etablere, hvis man følger nogle enkle retningslinjer. Først og fremmest gælder det om at vælge de rigtige planter. Der findes bunddækkeplanter til alle mulige vækstbetingelser, men det er afgørende at vælge netop de planter, der trives godt med de forhold, du har at byde på i haven.

En god bunddækkeplante kan kendes på den lave vækst, og på at den vokser mere i bredden end i højden. Mange bunddækkeplanter breder sig flittigt med udløbere, så de væver et tæt sammenhængende tæppe.

Plant tæt

Før du planter bunddækkeplanterne, skal du sikre dig, at jorden er fri for ukrudt. Især flerårigt ukrudt som skvalderkål og kvik kan volde problemer. De kan nærmest udkonkurrere det nyplantede, og selv om skvalderkål er en perfekt bunddækkeplante, var det jo ikke lige det, der var meningen.

Når du planter, gælder det i sagens natur, at jo tættere du planter, jo hurtigere bliver dit bunddække tæt og dermed effektivt over for ukrudtet. 10-15 planter pr. kvadratmeter er passende.

Rul bunddækket ud
Hvis du ikke har tålmodighed til at vente på, at dine nyplantede bunddækkeplanter vokser sammen, er der mulighed for at snuppe en genvej. Du kan nemlig købe et fikst og færdigt plantetæppe af bunddækkeplanter, lige til at rulle ud i din have.

Planterne er i al sin enkelhed plantet i en dyrkningsmåtte, der består af nedbrydeligt kokosnet og sphagnum. Kokosnettet gør det muligt at håndtere dyrkningsmåtten, der kan rulles sammen i planteskolen og rulles ud igen hjemme i haven, hvor rødderne hurtigt vokser gennem måtten og ned i havens jord. Dermed får du et tæt og effektivt bunddække fra første dag. Du kan vælge mellem mange forskellige plantearter, dyrket som “instant” bunddække.

Det færdige bunddække kan bestilles i planteskoler og havecentre over hele landet.

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler