Planter som elskovsmiddel – virker de overhovedet?

Planter som elskovsmiddel - er der overhovedet noget, der virker?

Frugt, der ligner et fallos

Det er de mærkeligste ting, folk igennem tiderne har gnasket sig igennem for at opnå større erotisk nydelse – eller blot for at komme helskindet igennem akten.

Jagten har altid været intens på afrodisiaka. Inden for dyreriget er det blandt andet næsehornets horn, tigrenes testikler og Den spanske Flue (en bille), der er endt som ubetaleligt afrodisiaka på apotekernes hylder.

Kigger man i gamle bøger med lægeurter, er det næsten hver anden plante, der tilskrives en eller anden form for erotisk effekt. Det har for eksempel både været muskatnød, chili, gulerod og peberod, som er blevet ophøjet til elskovsmidler .

De fleste gange har det bare været ren overtro, andre gange har der faktisk været noget om snakken. 

Mer – vil have mer!

I et interview i Radio24syv’s kulturprogram AK24 udtrykker etnobotanikerJens Soelberg fra NaturMedicinsk Museum i København forundring over, at opdagelsen af det hyperpotente elskeovsmiddel, Viagra, ikke har lagt en dæmper på jagten efter afrodisiaka.

Nu havde man endelig fundet det, man i så mange år så desperat havde søgt efter – et elskovsmiddel, der faktisk virkede. Så skulle man faktisk tro, at målet var nået.

Men det modsatte har været tilfældet – har Jens Soelberg konstateret: Det har tværtimod blot givet folk smag på mere. Så interessen og efterspørgslen efter afrodisiaka er større end nogensinde før.

Liderlig gedeurt

Viagraen har i hvert fald givet vind i sejlene til at gammelt kinesisk elskovmiddel baseret på planten Epimedium. Planten kendes i hjemlandet direkte oversat som Liderlig Gedeurt, og det er en plante med edderkoppelignende, hængende og farverige blomster.

Liderlig Gedeurt har en særlig kvalitet i afrodisiakaens verden. Den indeholder nemlig det stof, der giver Viagara sin potens – Ikarin. Dette stof har igennem nogle indviklede kemiske processer i kroppen vist sig at have en åben kanal til et vist svulmelegeme…

Så er det svært at opdrive den lille blå pille, eller slår pengene ikke til, så er det også værd at tjekke nettet efter Liderlig Gedeurt. Idényt garanterer dog ikke for virkningen…

Elskovsmidler i danske haver

Vi blev på Idényt nysgerrig efter at vide, om der måske også gemte sig nogle afrodisiske godter i danske villahaver. Så vi forhørte os derfor hos etnobotaniker Jens Soelberg.

– Der er ikke så mange eksempler blandt almindelige danske planter, fortæller Jens Soelberg.

– Gulerødder har været opfattet som afrodiske, men det er der ingen evidens for. Det hænger nok mest sammen med formen.

– Peberrod har også været opfattet som et afrodisiaka. Formen har nok også her spillet en vis rolle, men her har planten faktisk nogle indholdsstoffer, der har en inflamatorisk virkning, som kan få kroppen til at blive vakt ligesom for eksmpel, når man indtager chili eller ingefær.

Lugter af frikadeller 

Effekten af peberoden er dog i den milde ende. Hvis man planlægger en hyggelig weekend med sin udkårne, er det nok heller ikke det mest sexede at skulle indtage bjerge af peberrod for at vække dyret i én.

Løvstikke er en anden kandidat som afrodisiaka. Jens Soelberg har selv en bekendt, der havde hørt om denne skærmplantes magiske virkning. Denne bekendte havde så en dag taget et bad med rigeligt løvstikke i og så ventet på, at hans kone dukkede op. Da det så skete, var hendes eneste kommentar ifølge Jens Soelberg:

– Lugter du ikke af frikadeller?

Mest læste artikler