Ny jord til nye planter
Sommerblomsterne i krukkerne er blevet trætte, men der står masser af friske sensommerblomster i kø for at afløse. Det er fristende blot at trække de udtjente planter op af krukkejorden og placere de nye i hullerne. Men det er ikke en god idé. Den gamle jord er udtjent, og den kan samtidig være en kilde til spredning af et bredt spektrum af plantesygdomme til de nye planter. Smid derfor både sommerblomster og jord på komposten og gør krukkerne rene, før du fylder ny, frisk jord i og planter sensommerblomster.
Dekorativ sygdom
Skån græsset
Sæt plæneklipperens klippehøjde op til cirka 4 cm de sidste gange, du slår græsset. Når der ikke klippes så tæt, bliver græsplanterne stærkere og dermed bedre til at klare vinteren.
Gravehvepse
Pas på frøene
Fortsæt med at luge, så du holder antallet af ukrudtsplanter nede, men vær opmærksom på, at mange ukrudtsplanter er fulde af frø nu, så pas på, hvad du lægger på komposten.
Red de sarte
Eksotiske vækster som oliven, nerie, engletrompet og ildkrone er populære, når der skal skabes middelhavsstemning på terrassen. Det går helt fint om sommeren, men nu da temperaturen begynder at dale, bliver det for koldt for planterne ude. Hvis du vil have glæde af middelhavsvæksterne mere end en enkelt sæson, skal de flyttes til et frostfrit sted, hvor de kan overvintre. I vinterlogiet må der ikke være for varmt – helst under 10º – og der skal være lyst. Pas på ikke at overvande de hvilende planter.
Høst flere squash
Høsten af squash og courgetter kan blive nærmest overvældende. Men selv om du ikke kan nå at spise alle de squash, din plante sætter, er det en god idé at høste dem alle. Lader du dem sidde, vokser de sig kæmpestore, men så er der ikke små lækre squash at plukke, når du bliver sulten igen. Dyrker du græskar for at kunne lave store lygtemænd, bør du fjerne de fleste spæde græskar og blot lade et enkelt eller to udvikle sig.
Netop nu !
- Grene og blade med sygdomssymptomer hører absolut ikke hjemme på din kompost
- Pluk buketter af dine dahliaer – det sætter ekstra gang i blomstringen
- En tunnel af fiberdug forlænger sæsonen for persille og andre krydderurter, fordi det holder på varmen
- Når løgtoppene vælter, er løgene klar til høst
- Majskernerne er sødest, når kolbens lange silketråde begynder at visne
- Skær aspargestoppene ned til grunden